Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Det var regulær panikstemning, der greb markederne i går med massive udsalg blandt risikoaktiver, så som aktier og råvarer generelt, mens investorerne søgte ly i de såkaldte "sikre havne" med blandt andet stigende dollar og stigende guldpriser som følge. VIX indekset, som beskriver risikoen i markedet steg til det højeste niveau i slutningen af 2018, hvor vi så det sidste markante udsalg i aktiemarkederne med fald på mere end 15 procent.

Afgrøderne kunne ikke se sig fri af den panikagtige stemning, der havde ramt de globale markeder, og hårdest gik det ud over den amerikanske hvede, som faldt i omegnen af tre procent. Faldet var forstærket af, at fondene i sidste uge lå med rekordstore lange positioner, som i går blev nedbragt med 12.000 kontrakter, til et niveau omkring 41.000 kontrakter. Udover fondenes udsalg så rammes den amerikanske hvede også negativt af den stigende dollar, som samtidig sænker konkurrencedygtigheden mod blandt andet de europæiske konkurrenter. Den amerikanske majs satte også en kedelig rekord, da maj terminen i går handlede på det laveste niveau siden kontrakten blev introduceret tilbage i december 2017. Ligesom majsen så kunne sojabønnerne på maj terminen også notere sig den laveste lukkekurs, siden kontrakten startede med at handle. Her til morgen er panikken for nuværende lagt på hylden, og markederne tager sig en puster og genvinder en smule af det tabte i USA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rent teknisk betød prisudviklingen på den europæiske møllehvede i går, at vi brød ud af den positive trendkanal, som blev etableret tilbage i starten af september 2019. De næste dages prisudvikling bliver i den henseende interessant at følge, da et vedvarende brud kan betyde, at den sæsonmæssige top indtraf tilbage i slutningen af januar.

Palmeolien fortsætter den negative udvikling her til morgen på trods af, at markederne generelt stabiliserer sig. I skrivende stund falder den mest aktive kontrakt med to procent på baggrund af vigende malaysisk eksport, kombineret med politisk uro, ovenpå at den malaysiske premierminister i går trådte tilbage samtidig med, at hans parti gik ud af regeringskoalitionen. Det betyder, at en ventet økonomisk hjælpepakke er udskudt for nuværende.