Der er fundet rester af ulovlige sprøjtemidler i det danske grundvand, fremgår det af en nyhed fra Miljø- og Fødevareministeriet, skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

Nyheden beviser ifølge Bæredygtigt Landbrug, at screeningssystemet fungerer:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi må klart tage afstand fra brugen af ulovlige stoffer. Men vi har hele vejen igennem været fortalere for, at man undersøger bredt for det hele, og glædeligvis er vi blevet bekræftet i, at de godkendte stoffer tydeligvis ikke udgør noget problem, siger Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup.

- Vi vil gerne opfordre til, at man opretholder en bred kontrol, da landbruget kun kan være interesseret i, at tilliden til godkendelsessystemet og de godkendte produkter bliver større, tilføjer direktøren.

Bæredygtigt Landbrug er kritisk i forhold til miljøminister Lea Wermelins ageren i sagen. Ministeren har således i medierne fredag morgen kritiseret landbruget bredt set i relation til fundet af de forbudte sprøjtemidler - selv om ingen aner, hvorfra midlerne stammer.

Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlem Peter Kiær påpeger, at den seneste sag med brugen af ulovlige midler i landbruget ligger en del år tilbage, selv om kontrollen efterfølgende er intensiveret:

- Der kan være brodne kar i vores branche såvel som i andre. Men det er ikke en minister værdigt at udpege et helt erhverv som syndebuk. Det er ikke rimeligt at give offentligheden et indtryk af, at der er et generelt stort problem med ulovlige pesticider i dansk landbrug - for det er ikke tilfældet. Personligt må jeg sige, at jeg ikke har kendskab til én eneste landmand, som bruger andre planteværnsmidler end dem, som er godkendt herhjemme af de strengeste kontrolmyndigheder i verden, siger Peter Kiær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lea Wermelin vil tage sagen op med landbruget, lyder det.

- Den invitation siger vi ja tak til, svarer Peter Kiær.