Oven på den vådeste februar nogensinde, står landmændenes marker under vand, afgrøderne rådner lige så stille og gylletankene er fyldt op, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Det får nu Landbrug & Fødevarer og Danske Vandløb til at indkalde til stormøde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formand Martin Merrild opfordrer i den ombæring kommuner og regering til at tage ansvar i forhold til de vandløb, der skal lede regnen væk fra landmændenes marker.

- Vejret kan vi aldrig være herre over, og store mængder regn er ikke fremmed. Men den manglende handling fra mange kommuner og regeringen i forhold til vores vandløb er et svigt af både husejere, diverse lodsejere samt mange landmænd. Der er behov for langt større handling fra kommunerne, så gennemstrømningen i vandløbene forbedres, og fra statens side har vi stærkt brug for en forbedret vandløbslov, siger Martin Merrild.

Stormødet afholdes den 29. februar i Brædstrup.

L&F opfordrer danske landmænd og andre interessenter til at dukke op.

- Jeg håber, at mange landmænd og alle andre, der lider under vandmasserne, vil tilmelde sig for at vise, hvor udfordret vi er, når kommuner og regeringen svigter ansvaret for vores vandløb. Landbruget er og vil gerne være en del af løsningen på klimaforandringerne, men det kræver også aktive myndigheder, som løfter deres del af ansvaret, siger Martin Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilmelding er nødvendig via L&F.