Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer, tager udgangspunkt i den aktuelle landbrugspolitiske situation i Danmark, når han 3. marts holder et oplæg ved Djursland Landboforenings årlige generalforsamling. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Der bliver også mulighed for at høre om de kommende CAP forhandlinger, og formandens syn på det våde våde vejr, som giver udfordringer for rigtig mange lige nu. Efter indlægget er der lagt op til spørgsmål og debat med Martin Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selve generalforsamlingen starter klokken 19. Her vil formand Hans Gæmelke aflægge sin årlige beretning.

- Jeg kommer til at gennemgå og vurdere de politiske tiltag, som er fundet sted i løbet af det sidste år. Alle medlemmer af Djursland Landboforening er som altid blevet personligt inviteret til denne aften. Jeg håber, vi bliver rigtig mange, så vi kan få en god og givtig debat, lyder det fra Hans Gæmelke, som hvert år er på direkte valg.