Hardy Eskildsen, der er direktør for Dan Duck, fik i går 15 minutter til at fremlægge sin sag for Miljø- og Fødevareudvalget. Sagen er, at hans andeslagteri op mod jul mistede hele sin juleomsætning som følge af, at Fødevarestyrelsens kontrollanter udgav en fejlbehæftet rapport.

Rapporten blev senere trukket tilbage med en undskyldning, men den økonomiske skade var sket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter at Hardy Eskildsen har fremlagt sagen for udvalget, ligger den nu på fødevareminister Mogens Jensens bord. Ministeriet skal herefter komme med en redegørelse for Fødevarestyrelsens håndtering af sagen.

- Dan Duck er gået glip af en omsætning på mange millioner bare i december og et mange gange større omsætningstab i tiden derefter. Tabet er reelt et uoverskueligt stort antal millioner både i omsætning, kundernes tillid og bundlinje, har Dan Ducks advokat Hans Sønderby Christensen tidligere sagt til Maskinbladet.