Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: I går var generelt en dag med positivt fortegn på de globale afgrødemarkeder. Den positive stemning kom i takt med at antallet af nye smittede med coronavirus igen var faldende, ifølge de kinesiske medier. Her til morgen ser vi dog en pæn stigning i antallet af nye smittede, da man har ændret måden hvorpå man opgør dem. Majsen tog et pænt hop, da det amerikanske marked genåbnede ovenpå eftermiddagspausen. Stigningen kom som følge af en udmelding og stærk brasiliansk import af amerikansk ethanol. Den europæiske raps tog også en pæn stigning på de korte terminer. I dag kommer der eksporttal fra USA, og det bliver interessant at følge udviklingen i eksporten til Kina, som officielt skal begynde at købe nye amerikanske varer fra 15 februar.

Palmeolien falder i omegnen af 2,5% her til morgen, ovenpå forlydender om, at importen fra verdens importør, Indien, med stor sandsynlighed vil udvise et pænt fald i januar, sammenholdt med måneden inden. En større import af sojaolie, kombineret med restriktioner på import af raffineret palmeolie vil med stor sandsynlighed gå ud over importen. Palmeolien er nu godt på vej mod samme niveau, som efter de massive fald vi så ovenpå det kinesiske nytår. Igen er det hele terminskurven som er faldet tilbage, om end de lidt længere terminer ikke er fulgt helt med ned.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brent olien tog et pænt hop i går og steg med tre procent, blandt andet ovenpå forlydender om, at Rusland måske alligevel er tilbøjelig til at gå med til en yderligere produktionsnedskæring fra OPEC+ alliancen. Stigningerne kom på trods af, at OPEC i går nedjusterede deres forventninger til den efterspørgselsvæksten i 2020 sammen med nyheden om betragtelige stigninger i de amerikanske olielagre. Olielagrene steg mere end dobbelt så meget som analytikerne havde forventet, og OPEC forventer nu en efterspørgselsvækst i første kvartal 2020 på knap 800.000 tønder, mod 1,2 mio. tønder i januar. Det er i høj grad udbruddet af coronavirus, som er med til at lægge en dæmper på vækstforventningerne. Også forventningerne til efterspørgsels-væksten i andet- og tredje kvartal blev nedjusteret. På trods af de negative nyheder, så formåede råolien stort set at fastholde sine stigninger gennem hele dagen.