Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: WASDE kom i går aftes med deres månedlig statusopdatering på de globale afgrødemarkeder, og der var i den forbindelse ikke de store justeringer af den globale forsyningsbalance.

Hvede: For hveden var det stort set status quo over hele linjen med en lille nedadgående revision af de amerikanske lagre. Markederne havde i den forbindelse på forhånd en forventning om marginalt faldende slutlagre, til et niveau omkring 287,5 millioner tons, og den flade udvikling sendte også priserne på hvede ned både i Chicago og på Matif. Den amerikanske hvede fortsatte ned med yderligere en halv procent efter den europæiske børs lukkede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sojabønner: For sojabønnernes vedkommende havde markederne på forhånd forventet, at de globale slutlagre ville stige, og det blev også tilfældet da rapporten kom frem. En stigning i de forventede globale slutlagre på godt 2,5%, mens de amerikanske lagre oplevede et pænt fald fra 12,9 mio. tons til 11,6 mio. tons, altså et fald på godt 10%. USDA opjusterer i forbindelse med rapporten deres forventninger til den brasilianske produktion af sojabønner med 2 mio. tons, fra 123 mio. til 125 mio. tons. Tallene for Argentina fastholdes ved status quo i forhold til rapporten for december 2019, så opjusteringen af de globale slutlagre tilskrives den brasilianske produktion. Tidligere på dagen havde CONAB offentliggjort deres månedlige opdatering på soja- og majsproduktion i Brasilien, og selvom man op reviderede den endelige produktion af sojabønner, så steg den ikke så meget som markederne havde forventet på forhånd. CONAB forventer en produktion på 123,25 mio. tons, mod 122,23 mio. tons, som de tidligere forventede. USDA er således mere positive på den brasilianske produktion end CONAB.

Majs: For majsens vedkommende forventer USDA en marginal stigning i produktionen, men samtidig også en stigning i det globale forbrug. Sammenlagt betyder det, at USDA nu forventer et fald i de globale slutlagre på 1 mio. tons. Majsen lukkede også i samme niveau som den handlede før rapporten blev offentliggjort.