Regnskabsresultatet for 2019 hos HK Scan i Vinderup viser røde tal, skriver Dagbladet Holstebro.

Kyllingeslagteriet ender med et underskud på 40 millioner kroner mod 44 millioner kroner i 2018.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom tallene ikke er positive, har de finske ejere ikke planer om at droppe det danske slagteri i Vinderup, der udgør 75 procent af den danske afdeling.

- Første halvdel af 2019 var meget dårlig med tab af en stor kunde. Men i 2019 har vi været i gang med en omfattende turn around, og det giver tro på fremtiden, siger Jukka Nikkinen, der står i spidsen for den danske del af koncernen, til Dagbladet Holstebro.

Ifølge dagbladet er forklaringen på optimismen, at anden halvdel af 2019 var langt bedre end første del, hvor underskuddet var meget stort.