Landbrugsministeriet i verdens største hvedeproducent, Rusland, meddelte i går, at man fremadrettet vil indføre årlige kvoter på landets eksport af afgrøder, med virkning allerede fra indeværende sæson. Kvoterne skal være med til at fastholde en stabil indenlandsk forsyningsbalance, og skal baseres på landets aktuelle produktion, sammenholdt med forventningerne til landets forbrug, skriver Jyske Markets.

Det forlyder, at kvoten for resten af indeværende sæson, som løber frem til juni, vil være på 20 millioner tons. I dette tilfælde kommer den ikke til, at have indflydelse på de forventninger man allerede har udmeldt til årets samlede eksport. Sammenholdt med det faktum, at man historisk, flittigt har brugt diverse værktøjer til at dæmme op for eksporten af afgrøder fra russisk side, så giver udmeldingen ikke umiddelbart anledning til de store prisforskydninger med de detaljer vi kender. De endelige retningslinjer er dog ikke vedtaget endnu, og det er heller ikke nærmere specificeret hvordan fordelingen af de 20 millioner tons vil være mellem de forskellige afgrøder. Det russiske landbrugsministerium kunne i den forbindelse i går også meddele, at man fastholder sine forventninger til landets samlede hvede eksport i år til 34 millioner tons.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sydlige halvkugle

På den sydlige halvkugle er høstsæsonen i Brasilien og Argentina så småt ved at gå i gang, og vejrmarkederne ser for øjeblikket ud til at være med producenterne af henholdsvis sojabønner og majs. Mildt vejr og let regn er med til at øge konditionerne for en god høst, og det bliver interessant at følge udviklingen hen over de næste par måneder. I takt med, at de nye varer rammer markedet, så kan der komme yderligere konkurrence til blandt andet amerikanske majs og sojabønner. Sammenholder vi dette, med uvisheden omkring hvornår kineserne for alvor begynder at købe amerikanske landbrugsvarer, nu hvor landet kæmper med udbruddet af coronavirus, så kan det godt være med til at holde en hånd over priserne på både sojabønner og majs. Den amerikanske landbrugsminister var i den forbindelse ude med en udtalelse om, at han ikke ved om udbruddet får konsekvenser for kinesernes løfte om øge deres køb af amerikanske landbrugsvarer betragteligt.

Palmeolien falder med godt tre procent her til morgen, og meget tyder på, at de store prisudsving vil fortsætte lidt endnu.