Henrik Petersen, Hasmark Vestergaard ved Otterup, vandt titlen som Årets Løgavler for andet år i træk og for femte gang i alt i konkurrencens fjortenårige historie. Den økologiske del af konkurrencen blev vundet af Månsson Øko i Brande, hvilket var for syvende gang ud af i alt 13 mulige.

De to vindere blev behørigt hyldet, da Avlerforeningen af Danske Spiseløg mandag den 27. januar 2020 kårede løgavlerne på foreningens årsmøde, som blev holdt i Vejle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Henrik Petersen vandt med 72,0 ton løg pr. hektar. Konkurrencen var meget tæt i år. Andenpladsen gik til Claus B. Jacobsen, Torup Bakkegård & Orelund, med 71,9 ton pr. hektar, og de seks bedste løgavlere lå alle sammen over 70 ton løg pr. hektar.

Frisk jord og fokus på vanding

Henrik Petersen har 90 hektar med løg fordelt med 15 hektar stikløg, 47 hektar gule, 18 hektar røde og 10 hektar skalotteløg. Vindersorten var Hyfive fra Bejo.

- Jeg er lidt overrasket over at have vundet i år, konstaterer en beskeden Henrik Petersen, Hasmark Vestergaard og fortsætter:

- Løgene har været på en anden jordtype end normalt, nemlig på en gammel inddæmningsjord, hvor der aldrig har været løg før. Ellers gør jeg det på samme måde som altid i et tæt samarbejde med konsulent Peder Krogsgård, HortiAdvice. Til gengæld har høsten været en kæmpe udfordring, fordi det har været ekstremt vådt. Jeg måtte leje en selvkørende kartoffeloptager med bælter men måtte alligevel lade et stykke på en halv hektar blive liggende tilbage.

Årets bedste økologiske løg

Axel Månsson Øko vandt den økologiske del af konkurrencen med et udbytte på 35,7 ton pr. hektar. På anden pladsen fulgte sidste års vinder Gram Slot med 32,9 ton løg pr. hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vejret var godt i foråret, så en god etablering, en god sort og en vellykket renholdelse har givet et godt resultat, siger produktionsspecialist Bjørn Gommesen.

Renholdelsen af planteløgene starter cirka 14 dage efter udplantning, hvorefter der radrenses en gang ugentligt. Det har kun været nødvendigt at håndluge stort ukrudt en gang.

Axel Månsson Øko har ikke haft udfordringer med optagning af de økologiske løg, idet de alle blev kørt ind under gunstige forhold i første halvdel af september. Årets største udfordring har ligget i såløgene på grund af den megen blæst i foråret, hvor de mistede mange løgplanter og endog måtte omså et mindre stykke.

Årets flotteste løg

Kvalitet er en vigtig parameter, specielt hvis man vil eksportere sine løg. Derfor fortsætter kåringen af sæsonens flotteste løg for ottende år i træk. Ikke mindre end 13 prøver - syv gule og seks røde - skulle bedømmes af deltagerne på årsmødet, som vurderer skalfarve, skalkvalitet, hårdhed og helhedsindtryk.

- Mange løg er kørt hjem under forhold, man normalt ikke ville køre løg hjem i, men med kun tre tørvejrdage i september og fem i oktober, så var det ikke nemt. Der har simpelthen ikke har været dage nok til at køre i, fortæller konsulent Peder Krogsgård, HortiAdvice og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det giver sig udtryk i, at specielt de røde løg ikke er så pæne, som de plejer at være. Skallerne er lidt jordslåede, og vi ser også vanddrukne løg, hvor det yderste lag er glasset. Det har også betydet øgede omkostninger til både indkørsel og tørring.

Henrik Petersen, Hasmark Vestergaard, blev en sikker vinder både i konkurrencen med de gule og de røde løg. Brdr. Kjeldahl, Samsø, fik andenpladsen med de gule løg, mens Axel Månsson, Brande, kom på andenpladsen med de røde løg.