Første spadestik bliver taget af Vice President for Research and Development i Arla Foods Ingredients, AFI, Niels Østergaard, bestyrelsesmedlem i Arla Foods Bjørn Jepsen og borgmester i Ringkjøbing/Skjern kommune Hans Østergaard.

Indenfor de næste år forventer Arla Foods Ingredients en markant stigning i efterspørgslen på højt specialiseret protein og laktoseingredienser. Derfor har Arla Foods investeret cirka 300 millioner kroner i det nye innovationscenter som er placeret i Nr. Vium, tæt på Arla Foods Ingredients største produktionssted, Danmark Protein. Centret bliver et topmoderne anlæg på 9.000 kvadratmeter med et fleksibelt kontormiljø tæt på laboratorier og et pilotanlæg, som tilsammen skaber et center for forskning og udvikling indenfor valle og mælkebaserede ingredienser.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Centret vil være en del af AFI, Arlas datterselskab der har transformeret valle fra det, der engang blev betragtet som et affaldsprodukt, til kvalitetsingredienser der bruges til spædbarnsernæring, klinisk ernæring, sportsernæring, specialiseret ernæring samt andre føde- og drikkevarer.

- Jeg er meget glad for at vi nu kan tage første spadestik til vores nye topmoderne innovationscenter. Vi arbejder altid på nye og innovative løsninger til vores kunder så de kan udvikle og forbedre deres produkters næringsmæssige eller funktionelle værdi der imødekommer børns, atleters, patienters og forbrugeres særlige ernæringsbehov. På det nye innovationscenter kan vi bruge avanceret forskning og teknologi til at udforske mælk og valles fulde potentiale som ingredienser til fødevarer og specialiseret ernæring, siger Henrik Andersen, Group Vice President i Arla Foods Ingredients.

Det nye innovationscenter skal beskæftige op til 90 forskere, ingeniører, teknologer og laboranter som vil afdække alle aspekter af forskning og udvikling inden for valle og mælk. Fra avancerede separationsteknologier til at isolere specifikke dele af valle eller mælk - til varmebehandlings- og pasteuriseringsteknologi for at forbedre funktionaliteten og holdbarheden.

Arla Foods er i dag en af Danmarks største fødevarevirksomheder og blandt de fire største private arbejdsgivere i Vestjylland. Arla Foods beskæftiger godt 2.200 medarbejdere i området, hvoraf cirka 1.300 arbejder i Ringkjøbing/Skjern kommune.

Det nye AFI Innovationscenter forventes at åbne i sommeren 2021.