Dansk landbrug skal tilpasse sig de forandringer, der sker i samfundet. Udviklingschef i Sges, Jakob Lave, giver sit bud på, hvordan fremtiden ser ud, når Agri Nord holder kongres.

Der sker store forandringer for alle branchers produkter og services. Det gælder også for landbruget, at efterspørgsel og krav til produkterne ændrer sig med stor hast. Det skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

Derfor har Agri Nord inviteret udviklingschef i Seges, Jakob Lave, til årets kongres, hvor han kommer med sit bud på, hvad landbruget skal leve af om fem til ti år. Det arbejder Seges med i projektet Future Farming.

- Dansk landbrug skal handle på stærke tendenser som digitalisering, grønt protein og bæredygtighed - for verden og forretningen, siger Jakob Lave, som er en del af Future Farming.

Future Farming spotter og undersøger trends inden for landbrug, fødevareproduktion og forbrugeradfærd, som vurderes at få betydning i fremtiden - og som dermed vil skabe et sundt forretningsgrundlag for landmanden i årene, der kommer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Klimaet påvirker fremtiden

Der er ingen tvivl om, at klimaet og klimaforandringerne er med til at sætte dagsordenen for, hvordan landbruget skal agere i fremtiden.

Hele Danmarks vejrmand Peter Tanev, kommer og fortæller om klimaet, og hvordan det påvirker vejret. Et emne, som har afgørende betydning for landbruget.

Både Jakob Lave og Peter Tanev er en del af det fælles program om formiddagen, hvor også årets regnskabsresultater for landbrugsvirksomhederne i Agri Nords område bliver fremlagt.

Eftermiddagen byder på en række faglige sessioner med emner indenfor blandt andet planteavl, kvæg- og svineproduktion, mink med mere.

Arrangementet, der i år afholdes den 4. februar i Aalborg, plejer at tiltrække 400 deltagere.