Det er ikke kun i Danmark, at sommeren bød på et historisk grønt valg. Også valget til Europa-Parlamentet blev historisk grønt, og det grønne mandat skal bruges til en grønnere landbrugspolitik, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

- Og hvis det skal gøre en forskel, er det vigtigt, at omstillingen af landbruget ikke kun kommer på dagsordenen i Danmark og Europa, men i hele verden. Det mener fødevareminister Mogens Jensen, som er i Berlin til det globale fødevaretopmøde Global Forum for Food and Agriculture (GFFA). Her deltager han sammen med mere end 70 ministre i en konference med fokus på landbrug, handel og bæredygtighed. Konferencen afholdes i forlængelse af en af verdens største fødevare- og landbrugsmesser Grüne Woche.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal udnytte de grønne vinde, som blæser over det meste af både Danmark og Europa til at få skabt en så grøn landbrugspolitik som muligt. På mødet i Berlin vil jeg tale både med europæiske kolleger om reformen af EU's landbrugspolitik, men også se, om der er grobund for et stærkt globalt fokus på landbrugets rolle i forhold til den grønne omstilling, siger Mogens Jensen.

Ifølge OECD udbetales der årligt cirka 800 milliarder USD (cirka 5.370 milliarder kroner) i landbrugsstøtte i de 53 lande, der producerer 2/3 af verdens fødevarer. Det er imidlertid kun fem procent af denne støtte, der går til grønne formål. Derfor vil Mogens Jensen søge opbakning til et paradigmeskift i tænkningen af landbrugsstøtte.

- Vi skal ikke længere tænke landbrugsstøtte som en støtte til fødevareproduktion. Vi skal huske, at landbrugerne både er fødevareproducenter og naturforvaltere, og derfor skal vi belønne de landbrugere, der gør en ekstra indsats for miljø, klima og natur, siger Mogens Jensen.

Grønne formål

I Europa anslås det, at cirka 50 procent af EU's areal forvaltes af landbrugere. Mogens Jensen satser derfor i første omgang på at overbevise sine europæiske kolleger om, at der er behov for en øremærkning af en så stor del af landbrugsstøtten til grønne formål som muligt. Det skal sikre, at alle EU-lande bruger en langt større del af EU's landbrugsstøtte til grønne formål.

- Det er langt sejt træk at få ændret den nuværende landbrugspolitik, men jeg er glad for at være i arbejdstøjet og gøre mit for, at vi får så bred opbakning som muligt til et grønnere landbrug. Det er afgørende for miljø, klima og biodiversitet, og så er det nøglen til at sikre lige konkurrencevilkår for danske landmænd, siger Mogens Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrug og skovbrugs udledninger udgør cirka 27 procent af Danmarks samlede udledninger af drivhusgasser.