I 2012 opfordrede jeg som direktør i Bæredygtigt Landbrug til at boykotte randzonerne. Det skortede ikke på advarsler fra alle sider. Men vi stod fast, fordi vi troede på, at hvis en stor del af danske landmænd efterkom opfordringen, ville loven blive trukket tilbage. Næsten halvdelen af danske landmænd valgte at boykotte randzonerne. Efter flere tilpasninger, som vi også sagde nej til, blev loven om 10 meter randzoner definitivt afskaffet i 2015.

Hvorfor denne historiske gennemgang? Fordi vi med de "Målrettede efterafgrøder" er i præcis samme situation. Det er et indgreb i den faglige frihed. Det er et virkningsløst indgreb. Det belaster klimaet i form af mere CO2, da vårsæd typisk har et langt dårligere klimaregnskab. Og så er det direkte i strid med Landbrugspakken og intentionerne bag og grundlaget for den målrettede regulering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har i "Oprør fra Landet" bedt om aktindsigt i forhold til tiltag vedtaget i Landbrugspakken. Hvorfor er Landbrugspakken relevant? Fordi baggrunden for de "Målrettede efterafgrøder", er den "manglende" opfyldelse af målet for udledning til vandmiljøet på 3.800 tons kvælstof, som er tydeliggjort i Landbrugspakken.

Men aftalen om "Målrettede efterafgrøder" lever ikke op til det vedtagne i Landbrugspakken. Siger man A, siger man B. Når tallet 3.800 tons kvælstof hentes fra Landbrugspakken, skal grundlaget for det vedtagne også overholdes. Det næste afsnit, er en opremsning af dele af aftalen, som danner grundlag for reduktionen af de 3.800 tons kvælstof.

Landbrugspakken

Herunder bringes tekst fra Landbrugspakken med efterfølgende anmodning om besvarelse af spørgsmål.

1.2 Målinger af kvælstof fra "jord til fjord". Når kvælstofs tabes på vejen fra marken til vandmiljøet, kan det ske ad flere veje. Der er betydelig forskel på, hvor meget kvælstof der reelt tabes til vandmiljøet i forskellige områder, afhængig af arealernes evne til at omsætte eller tilbageholde kvælstof. Aftaleparterne er derfor enige om at prioritere indsatser, som samlet set vil skabe væsentlig ny viden omkring belastning og kvælstofs vej 'fra jord til fjord' i de danske vandoplande:

Supplerende målinger i form af ca. yderligere 100 målestationer, hvor der foretages ca.1.200 ekstra målinger. Dette vil betyde, at der fremadrettet kan måles på hele det danske areal, som det fagligt set giver mening at måle udledningen af kvælstof fra. Hertil afsættes 7,5 mio. kr. årligt i de kommende 4 år fra rammen til fødevare-og landbrugsinitiativer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Målinger opstrøms i vandløbssystemet, der skal understøtte modellerne, så man får et endnu bedre udtryk for hvorfra kvælstof tabes, og hvor stort dette tab er fra de enkelte områder. Denne kildeopsporing vil bl.a. kunne give mere viden om bidragene fra naturbelastningen, landbrug eller rensningsanlæg. Der afsættes midler til ca. 95-100 målepunkter oppe i selve vandløbssystemet i modsætning til i dag, hvor målinger ofte kun bliver foretaget ved udløbet til fjord/kystvand. Målepunkterne placeres i de mest sårbare områder, og i de områder, hvor der er mest tvivl om, hvorfra kvælstofbelastningen kommer. Når de supplerende målinger opstrøms i vandløbssystemet er fuldt udbygget vil det kunne bruges til endnu mere målrettede kvælstofindsatser.

Herudover gives en udfordringsret for erhvervet i delvandoplande, hvor der ønskes flere målinger til at underbygge de samlede kvælstofbelastningstal for delvandoplandet, der indgår i det fremadrettede vandplansarbejde. Supplerende målestationer vil f.eks. kunne placeres i oplande, hvor der er en påvirkning fra spildevand, i oplande med meget landbrug, og i oplande med specielle jordbundsforhold, f.eks. lavbundsarealer. Der vil således ikke være en udfordringsret på bedriftsniveau. Målingerne kan foranstaltes udført og finansieret af f.eks. organisationer eller lodsejere med interesse heri under forudsætning af at prøvetagning, analyse og datahåndtering følger de tekniske anvisninger og prøver analyseres på akkrediterede laboratorier. For at sikre at målingerne er udført ensartet og fagligt korrekt er der i regi af det nationale overvågningsprogram udviklet anvisninger for, hvordan målinger og prøvetagning skal gennemføres. Anvisningerne er offentliggjort på Aarhus Universitets hjemmeside, og skal følges når prøvetagningen gennemføres. Målingerne skal kunne indgå og kvalificere den samlede nationale overvågning, og derfor sendes målingerne direkte fra laboratoriet til de relevante databaser, så de kan indgå i vurderingerne af kvælstofbelastningen. Udfordringsretten betyder således, at de målinger, som erhvervet ønsker gennemført efter ovenstående retningslinjer, kan bruges i de officielle opgørelser af kvælstofbelastningen og data er offentligtilgængelig. Der afsættes 10 mio. kr. årligt i de kommende 4 år, finansieret fra rammen til fødevare-og landbrugsinitiativer. Herudover prioriterer Miljø-og Fødevareministeriet følgende indsatser:

- Drænmålinger til vidensopsamling og effektiv placering af virkemidler bl.a. minivådområder. Der prioriteres 2 mio. kr. årligt indenfor aftalen om forskningsbaseret myndighedsbetjening med Århus Universitet.

- Forskning i kvælstofomsætning på arealtyper, der i dag er ringe viden omkring fx lavbundsarealer. Der prioriteres 4 mio. kr. årligt indenfor aftalen om forskningsbaseret myndighedsbetjening med Århus Universitet.

Aktindsigt

Vi har i aktindsigt over for Miljøstyrelsen anmodet om besvarelse af følgende spørgsmål:

Artiklen fortsætter efter annoncen

1. Hvad er status på de supplerende yderligere cirka 100 målestationer? Hvor langt er styrelsen kommet ved montering af disse?

2. Hvad er status på de 1.200 ekstra målinger? Er de foretaget og hvad viser de? Undertegnede ønsker kortbilag, hvor det tydeligt fremgår hvor disse er monteret og resultaterne af disse målinger.

3. Hvor langt er styrelsen kommet med ca. 100 ekstra målinger opstrøms i vandløbssystemet?

4. Hvad er opnået omkring mere viden om bidragene fra naturbelastningen?

5. Undertegnede ønsker et kortbilag, hvoraf det tydeligt fremgår, hvor de ca. 100 målepunkter opstrøms er placeret og resultaterne af disse målinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

6. Hvad er status på supplerende målestationer, hvor der er påvirkning af spildevand? Undertegnede ønsker et kortmateriale, hvor placering tydeligt fremgår og resultatet af disse.

7. Undertegnede ønsker en specifik beskrivelse af "udfordringsretten" og en vejledning i hvordan denne udføres og af hvem.

8. Undertegnede ønsker at modtage resultater fra områder, hvor udfordringsretten har været anvendt.

9. Hvad er status på drænmålinger? Undertegnede ønsker kortmateriale, hvor det tydeligt fremgår hvor drænmålinger er foretaget og resultater af disse.

10. Hvad er status på forskning i kvælstofomsætning på arealtyper fx lavbundsarealer? Og hvad viser disse?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svar fra Miljøstyrelsen ved kontorchef Peter Kaarup er modtaget før jul. Med en mangel på præcision og detaljer, hvilket foranledigede, at vi samme dag som svar, igen sendte en anmodning om præcision af svar. Disse modtog vi den 12. januar, stadig med upræcise svar og uden at efterkomme vore ønsker om kortmateriale og baggrundsmateriale. Dette har nu foranlediget, at vi overvejer at klage til ombudsmanden.

Men et spørgsmål blev dog besvaret: Vi spurgte om vandmålinger opstrøms, er blevet anvendt som grundlag for udpegningen af de "Målrettede efterafgrøder" Svaret var klart: "De målestationer, der spørges til i ovennævnte, er etableret i 2016, og resultaterne fra disse indgår derfor ikke i grundlaget for opgørelserne i VP2".

Det vil sige, at der ikke er anvendt målinger, i forbindelse med udpegning af de "Målrettede efterafgrøder". Hvordan kan man lave målrettede tiltag, hvis ikke man måler? Hvorfor etablerer man målestationer, hvis de ikke anvendes?

Når 90 procent af Jylland og 95 procent af Fyn skal udlægge "Målrettede efterafgrøder", er det ikke længere målrettet, som beskrevet i Landbrugspakken. Så er det generelle reguleringer, som er i modstrid med det vedtagne i Landbrugspakken og som stadig er grundlaget for reduktionen på 3.800 tons kvælstof.

Sig nej

Miljøstyrelsen har valgt at ignorere teksten i Landbrugspakken. Man har ikke:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Brugt målinger som grundlag for udpegning af målrettede tiltag.

- Man har ikke anvendt tal fra naturbelastning og spildevand.

- Der er ikke placeret målesteder i de mest sårbare områder eller hvor man er i tvivl om hvor kvælstofbelastningen kommer fra.

- Man har ikke placeret målesteder, hvor der typisk kommer spildevand. For eksempel er der ikke placeret en eneste i hovedstadsområdet, eller i nærheden af de store byer.

- Miljøstyrelsen har ikke udført målinger ifølge retningslinjerne i Landbrugspakken. Vi ved reelt ikke om vi allerede har opfyldt reduktionskravet, da aftalen bygger på modelberegninger og ikke på målinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konklusion: Det faglige og lovmæssige grundlag for de "Målrettede efterafgrøder" er ikke til stede. Derfor er forslaget ulovligt og i strid med Landbrugspakken. Som i tilfældet med randzonerne, er landbrugsfamilierne ikke forpligtet til at overholde ulovlige love. Vi er derfor i vores gode ret til at sige nej til efterafgrøderne. Jeg vil derfor opfordre alle til at gå sammen og sige nej, så det kan høres.