Den globale udsæds- og plantebeskyttelsesgigant Syngenta har i samarbejde med det uvildige analyseinstitut Aspecto undersøgt danske landmænds indstilling til bæredygtige investeringer og klimaforandringer.

Undersøgelsen peger på, at danske landmænd i høj grad tænker på miljø og klima, når de laver bæredygtige investeringer, og at begge udfordringer er på de fleste landmænds dagsorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Undersøgelsen viser, at 71 procent af landmændene tænker på bæredygtighed, når de laver nye investeringer. Dertil kan vi se, at det er 87 procent af landmændene, der har overvejelser omkring miljøet, når de implementerer bæredygtige tiltag, og 74 procent der tager hensyn til klimaet, når de investerer i bæredygtige løsninger, fortæller Carina Skovmøller, Head of Business Sustainability Nordic.

Kortlægge udfordringer

Syngenta har fået lavet undersøgelsen for at kortlægge de bæredygtighedsudfordringer, landmænd står overfor, for at være med til at tage ansvar og finde løsninger som er målrettet landmændenes konkrete udfordringer.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i, hvilke overvejelser de danske landmænd gør sig omkring bæredygtighed, men også hvilke barrierer der står i vejen for, at de kan lave effektive bæredygtige investeringer og dermed gøre en forskel for klimaet.

- Undersøgelsen viser ligeledes, at der er mangel på viden blandt landmænd om bæredygtige tiltag. Det er den største barriere for dem, skarpt efterfulgt af klarhed om de forskellige tiltags faktiske bæredygtige virkning, fortæller Carina Skovmøller og uddyber:

- Det er tankevækkende, at det netop er disse udfordringer de fleste danske landmænd står med. Hvis vi som branche effektivt skal hjælpe landmændene, er det vigtigt, at vi er klar over, at de løsninger og den kommunikation som landmændene indtil nu er blevet mødt med, ikke har været tilstrækkelig. Vi skal blive bedre til at komme med nye løsninger og oplyse landmændene om deres bæredygtighed, så de kan træffe optimale valg på deres bedrift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Milliarder til grøn innovation

Syngenta har afsat 2 milliarder dollars til innovation i bæredygtige midler og redskaber i deres stræben efter at være forgangsvirksomhed imod klimaforandringerne.

EU-rapporten Green Deal, der sætter retningen for EU's grønne omstilling, påpeger ligeledes, at der skal findes nye løsninger til at beskytte høsten mod skadedyr og sygdomme.

Dette stræber Syngenta efter at hjælpe til med gennem deres nye investering i innovation, men nye løsninger skal også implementeres korrekt, hvis de skal have effekt.

- Vores undersøgelse er med til at gøre os bevidste om, hvor vi skal lægge vores kræfter, hvis vores innovation succesfuldt skal finde vej ind i landmændenes produktioner. De savner ny forskning, men også viden om de tiltag de allerede kan gøre i dag, fortæller Carina Skovmøller og fortsætter:

- Men vores innovation og ydelser skal også understøtte den forretning som landmændene driver. Vores løsninger skal ikke blive forretningsmæssig utopi, men de skal være nemme at implementere, gøre en forskel for klimaet, og være lette for landmændene at forstå, så de fortsat kan drive deres forretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Image betyder noget

71 procent af de adspurgte landmænd tænker bæredygtighed ind i de beslutninger, de tager i bedriften. Dertil er det interessant, at lige knap tre fjerdedele af landmændene tænker over deres image, når de investerer bæredygtigt.

- Landmændene har stået meget for skud, og resultaterne af undersøgelsen kan være et udtryk for, at de ofte føler sig som mediernes syndebukke, når snakken falder på miljø og klima, fortæller Carina Skovmøller.

Det er dog ikke kun et godt image, der er drivkraft for løsningerne. 69 procent af de adspurgte bønder ser også et forretningspotentiale i at investere bæredygtigt. Dertil har 96 procent af de adspurgte landmænd fokus på de økonomiske konsekvenser af deres bæredygtige investeringer.

- Det er jo først og fremmest en forretning landmændene driver, og derfor er det godt, at de kan se, at der også er et forretningsmæssigt potentiale i at investere grønt. Vores største udfordring i industrien er netop at finde grønne initiativer, som samtidig sikrer en fortsat god konkurrenceevne, slutter Carina Skovmøller.