Stemningen på det europæiske marked for fersk grisekød ligger lige nu i fuldstændig lige linje med tidligere år. Efter julen er efterspørgslen til at overse, og det smitter af på priserne i Europa.

- Umiddelbart er alt, som det plejer at være på det her tidspunkt af året i Europa. Det er dog vigtigt at huske, at baggrunden er en helt anden. For et år siden var der et meget stort udbud af grisekød i Europa og masser af kampagner i supermarkederne. Nu er udbuddet markant mindre, men det er salget også, fordi grisekød stort set ikke er en tilbudsvare i januar i år, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lige nu sætter priserne sig på alle delstykker i Europa. I den sammenhæng spiller risikoen for et udbrud af Afrikansk Svinepest i Tyskland også ind. At der nu er fundet et inficeret vildsvin cirka 20 kilometer fra den tysk/polske grænse gør, at de flere tyske slagterier er tilbageholdende med at fryse varer ind.

- På sin vis slår markedet en kolbøtte lige nu, og det er der to grunde til. Der er stor bekymring i Tyskland, og samtidig er priserne i Kina faldet lidt tilbage. I markedet bliver der talt meget om kinesiske kunder, der forsøger at få genforhandlet priserne på varer, der er på vej til Kina. Der er vi slet ikke. Stort set alle vores kunder i Kina er nogen, som vi har handlet med i årevis, og det ser ud til at komme os til gode lige nu, siger Lars Albertsen.

Hans umiddelbare vurdering er, at markedet først vil finde sin ben igen på den anden side af det kinesiske nytår, som i år falder den 25. januar.

Også sonoteringen er uændret, og forbliver på 9,80 kr. pr. kg.