Afgrødemarkedet forblev i går under pres i forlængelse af de eskalerende spændinger i Mellemøsten, og ikke mindst fredagens opdatering fra USDA. Her udkommer et væld af afgrødedata med en opdatering på den globale forsyningsbalance, WASDE, kvartalsrapport for de amerikanske afgrødelagre primo december, og ikke mindst estimater for tilsåede amerikanske vinterhvedearealer for 2020 høsten.

Råolien fandt fornyet styrke og handlede i de tidlige morgentimer tre procent højere, men måtte i løbet af dagen opgive en stor del af stigningen. Vi forventer let sivende oliepriser så længe situationen ikke eskalereryderligere, og netop Iran har ikke ry for at lave forhastede modtræk. Men gør de alvor af deres trusler, vil det blot være et spørgsmål om tid, før en gengældelsesaktion sætter ind, og sender olien højere. Risikoen er blandt andet at iransk støttede styrker angriber amerikanske allierede i regionen eller at Iran vælger at skabe yderligere forhindringer for olietransporten gennem Hormuz-strædet, hvor 20 procent af verdens olieproduktion sejler igennem, skriver Jyske Markets.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Olieprisstigningerne har især indfundet sig i den korte ende af terminskurven, og det betyder at forbrug i kalenderåret 2021, stadig kan afdækkes til ganske fornuftige priser. I absolutte termer har terminskurven for diesel ikke været så kraftigt faldende over 12 måneders perioden siden 2013. I danske kroner begunstiges man yderligere af, at amerikanske dollars er billigere jo længere man kommer ud på terminen

Frygt for konflikt

De seneste dages prisfald i afgrødemarkedet er i høj grad korreleret til angrebene i Mellemøsten, af frygt for at konflikten vil hæmme den globale handel. Samtidig medfører uroen også øgede fragtpræmier, som konsekvens af øgede risikopræmier og dyrere forsikringspræmier. Henover jul og nytår har vi set en let styrket euro mod dollar, og det hæmmer på den korte bane møllehveden i at bevæge sig højere. Fundamentalt er der ikke mange nyheder i hvedemarkedet for øjeblikket, med argentinske udbytteestimater der forbliver stabile. Traditionelt går vi en stille tid i møde, inden forårets vejrmarked begynder, og giver spekulationer om kommende sæsons udbytter.

Sojabønner

Sojabønner og skrå formåede i løbet af dagen i går at kæmpe sig i plus, efter forlydender om, at en kinesisk handelsdelegation planlægger at underskrive første fase af en handelsaftale med USA i Washington d. 15. januar. Dermed ser det ikke umiddelbart ud til, at amerikanernes angreb i Irak i sidste uge forpurrer handelsaftalen. Talsmanden for det kinesiske udenrigsministerie gentog i går, at de to parter forbliver i kontakt og refererer specifikke spørgsmål vedrørende aftalen til de to landes handelsministerier. Alt synes dermed at køre på skinner og i øjeblikket er der ikke noget der indikerer at en aftale ikke bliver underskrevet 15. januar.