Efter erfaringerne fra Gram Slot i Sønderjylland udvider Rema 1000 nu partnerkredsen, så kunderne remover også kan købe økologiske æg fra Vallø Slot ved Køge i discountkædens butikker over hele landet.

Æggene vil kun blive solgt i Rema 1000 snart 350 butikker i Danmark og partnerskabet følger Rema 1000s jord-til-bord strategi, der ifølge Rema 1000 fokuserer på unikke, lokalt producerede varer gjort tilgængelige for alle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Salget af vores 30 varer fra Gram Slot vokser eksplosivt. Vores kunder er vilde med varer, der er dansk produceret og derfor har kort vej fra jord til bord - og at man selv nemt kan besøge landbruget. Det er efter samme princip, vi nu udvider med det nye partnerskab med Vallø Slot. Det er et slot og et landbrug med en fantastisk historie og med nogle mennesker, som vi deler holdninger med, fortæller Anders René Jensen, indkøbs- og marketingdirektør i REMA 1000.

Inden for 24 timer

Stiftsforvalter Søren Boas fra Vallø Slot fortæller om indgåelsen af partnerskabet med Rema 1000, at det er fælles værdier, der har gjort udslaget. Vallø Slot har en historie, der strækker sig tilbage til midten af 1500-tallet, og forretningsdriften er baseret på langtidsholdbare beslutninger.

- Vores holdninger til at vise ordentlighed og samfundssind stemmer godt overens med Rema 1000s tilgang til at drive forretning. Vi tænker langsigtet, og det gør Rema 1000 også. Det er et godt fundament for et partnerskab, hvor vi vil sikre en høj kvalitet gennem hele processen - fra vores jordbrug og ud til kunderne i butikkerne, fortæller Søren Boas.

Det første produkt i det nye partnerskab er æg fra Vallø Slots økologiske høns, som samtidig vil sikre en endnu højere leveringsgrad af gode, danske æg i Rema 1000s butikker over hele landet.

De økologiske æg fra Vallø Slot er blandt de mest friske, der kan købes i butikker, når de bliver sat på hylderne. Æggene bliver lagt, pakket og leveret til Rema 1000 inden for 24 timer, og dagen efter bliver de fordelt til butikkerne i hele landet. Derudover har hvert enkelt æg påtrykt datoen for, hvornår det er lagt, hvilket er unikt for Vallø Slots æg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I andet og tredje kvartal af 2020 planlægger Vallø Slot og Rema 1000 at invitere discountkædens kunder og andre interesserede til at komme og besøge Valløs økologiske høns og høre nærmere om deres pasning og Valløs historie.

Modsat partnerskabet med Gram Slot i Sønderjylland har REMA 1000 ikke noget medejerskab af Vallø Stift.