- Ulve skal skydes, hvis de skader lokalbefolkningen, så tydelig var Asger Christensen i et opslag på Facebook.

Men det budskab var lidt for voldsomt for Facebook, der slettede opslaget fra politikerens profil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Asger Christensen skrev på Facebook udmiddelbart efter censuren:

- Jeg havde lavet et Facebook-opslag om ulve i fredags (6. december red.) Dette har Facebook desværre slettet, da mange Facebook-brugere har anmeldt opslaget og fandt det stødende, fordi teksten skulle opfordre til kriminalitet. For at sige det lige ud, så opfordrer jeg selvfølgelig aldrig til kriminalitet, skriver Asger Christensen.

Opslaget skabte en masse debat, hvor både dem, der elsker ulven, og dem, der ikke er så glade for ulven, deltog i Facebook-tråden.

- En livlig debat i en sober tone synes jeg er rigtig dejligt. Og det er da ærgerligt, at Facebook lukker ned for sådan en debat. Det gør jo desværre, at jeg kan blive forhindret i at fortælle mine Facebook venner om mit arbejde i Europa-Parlamentet, hvor jeg arbejder for at ændre EU-lovgivningen, så man kan give mulighed for at skyde ulven i Danmark, hvis den generer mennesker og dyr, skriver Asger Christensen.

Efterfølgende er opslaget om ulve-regulering fundet nåde for Facebook, der igen har offentliggjort budskabet 8. december.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tryghed

EU-parlamentarikeren ønsker at give danskerne lov at regulere ulvebestanden, hvis ulve skader lokalbefolkningen eller deres dyrehold.

- I dag er rovdyrene et kendt problem for flere jyske familier, som lever i utryghed. De tør ikke lade deres børn gå alene i skoven, og familier, som har dyrehold, får alt for tit dræbt deres dyr af ulvene. Derfor skal EU tillade regulering af ulve - og hvis regulering ikke virker, skal vi helt af med ulven i Danmark. Alle fortjener at være trygge i deres hjem og nærområde, mener Asger Christensen.