Kære medborgere - vi er vist kommet alt for langt væk fra hinanden.

Vi er nødt til at finde en bedre forståelse for hinanden. Jeg tror og håber, at de mange kritiske udsagn, vi landmænd kan følge i den offentlige debat i medierne, er på grund af manglende viden om det, vi faktisk gør i landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Statsminister Mette Frederiksen har sagt, at Danmark er et landbrugsland, og det er hun stolt af. Dejligt at høre, men det kræver altså, at der skal være plads til og respekt om landmændene. Følgende er hvad jeg har læst i medierne:

Landmænd ødelægger naturen - landmænd sprøjter alle dyr og planter væk - ja, selv insekterne, bierne og fuglene har de slået ihjel. De forurener grundvandet. Og vandløbene. Og søerne. Ja, endda alle fjorde og havene omkring Danmark. Landmænd piner dyrene ? forpester tilværelsen for naboerne - smitter alle med MRSA. Spreder gylle ud på jorden, så den lugter og forurener jorden.

Evig kritik af landbruget

Landmænd ødelægger hegn, diger og vandhuller. Landmænd udleder alt for meget CO2 og rydder regnskov i Brasilien. Landmænd bruger alt for meget af jorden ? plant en tredjedel af deres jord til med skov, og tag gødning og pesticider fra dem på resten af markerne. De er forgældede og nasser på resten af samfundet med masser af tilskud. Luk landbruget, vi er bedre stillet uden.

Prøv lige at læse indledningen igen og så sæt dit eget erhverv eller arbejdsplads ind de steder, hvor der står landmænd. Hvordan vil dit humør, selvværd og glæden ved dit arbejde så være? Eller når du skal med til sammenkomst hos din ægtefælles arbejdskolleger og fortælle, hvad du arbejder med til daglig. Eller i børnenes institution eller deres ungdomsuddannelse og "afsløre", at du er en af ovenstående. Orker du så at forsvare alt det, med risiko for en dårlig stemning? Nej vel. Jeg ser rigtig mange tilkendegivelser fra familier i landbruget, der er kørt mentalt sur i landbotilværelsen grundet den evige kritik. Det meste af kritikken er udokumenteret og udstiller debattørernes uvidenhed.

Almindelige familier

Vi er altså også helt almindelige familier, der har valgt et erhverv, hvor vi bor på vores arbejdsplads (klimavenligt), fordi vi ønsker og nyder at arbejde med dyr, planter og følge naturens gang dagligt. Ikke bare i ferien eller en tur igennem landskabet fra den ene storby til den anden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Både i Holland og Tyskland har landmændene i protest lige været på vejene med flere end 15-20.000 traktorer. Fordi landmænd føler, at de er nødt til at gøre noget. Ikke kun på grund af dårlig økonomi - nej, fordi man føler sig uretfærdigt behandlet af resten af befolkningen.

Deres hovedbudskab var at fortælle befolkningen, at hvis de stramninger der var stillet dem i udsigt, blev gennemført oven i alle dem, der allerede var gennemført, ville mange af dem stoppe produktionen. Demonstranternes slogan: "ingen landbrug - ingen mad - ingen fremtid" fortæller meget godt deres budskab. Derved vil en masse andre mennesker i følgerhverv - slagterier-mejerier-transport-håndværkere - også blive arbejdsløse.

Selvfølgelig bliver der snakket blandt landmænd herhjemme om, hvorvidt vi også skal ud og vise den øvrige befolkning, at vi er meget frustreret over de mange beskyldninger og den evige kritik af det, vi går og laver i vores daglige virke på gårdene. Og ikke mindst de mange "politisk korrekte" reguleringer af vores erhverv.

Saglighed

Men i Danmark har landbrugets fagforeninger en meget bedre dialog med politikere og embedsfolk, end de har i mange af de andre lande. (Indtil nu) Den skal vi udbygge i gensidig respekt for hinanden. Men det kræver, at vi bliver regulerer fagligt og sagligt korrekt. Alt for mange af vore krav er skrivebords-beregninger uden hold i virkeligheden. Gang på gang er der påvist fejl i disse tal, uden at de bliver rettet. Hvordan har du det selv, når du har været hos lønningskontoret tre gange i træk, og de stadig laver den samme fejl i din løn? Vi kan jo ikke bare sige arbejdet op og finde et andet i næste uge.

Danmarks største arbejdsplads. Det er jeg stolt af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men hvem tænker lige på, at landbruget, gartnere, frugtavlere, fiskere og vores følgeerhverv er Danmarks største arbejdsplads? Og både landbruget og følgeerhvervene beskæftiger rigtig mange i landdistrikterne, til stor gavn for mangfoldigheden disse steder.

Tænk sig også, at Arla og Danish Crown tilsammen er lige så store som Carlsberg eller Novo. Hele fødevareklyngen beskæftiger lige så mange folk (190.t) som Mærsk (85.t) - Carlsberg (45.t) - Novo (40.t) - Lego (20.t) tilsammen. Alle de firmaer, vi er stolte af er danske og tjener penge til vores fælles samfund. Også selvom det er firmaer, der er CO2-syndere og baserer deres produktion på produkter, der giver usunde affaldsstoffer. Men som landbruget har de også lagt en strategi for at blive klimaneutrale og blive så grønne som muligt.

Eksportindtægter

En af Danmarks største eksportindtægter. Det er jeg stolt af.

Landbruget eksporterer for omkring 100 milliarder om året. Det er cirka 1 milliard for hver kommune i Danmark. Tankevækkende i en tid, hvor kommunerne bøvler med at få deres budgetter til at nå sammen. Og masser af skatteindtægter fra dem, der ansat i vore følgeerhverv.

Mere mad med mindre belastning af miljøet, det er jeg stolt af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den seneste opgørelse fra Landbrug & Fødevarer viser, at landbruget igennem de seneste godt 30 år har reduceret kvælstofudledningen til havet med 37 procent, markoverskuddet fra fosfor er faldet med 62 procent, og ammoniakudledningen er faldet med 42 procent. Det er vel at mærke sket samtidig med, at produktionen er steget med ikke mindre end 35 procent

Danmarks største køkkenhave. Det er jeg stolt af.

Og vi driver Danmarks største køkkenhave, hvor vi laver alle de sunde danske råvarer, I skal bruge. Vi dyrker da korn til mel, øl, whisky ? raps til madolie, biodiesel, som vi sælger til udlandet, fordi I ikke vil bruge det i Danmark. Roer til sukker, kartofler til at spise, mel, chips, stivelse. Grøntsager og frugt. Og mere til, så der bliver en del, vi kan sælge til dem i udlandet også. Super godt, for så har vi noget at bytte med, når vi køber deres biler, elektronik og citrusfrugt m.m. i udlandet. Og så længe det store flertal spiser meget kød, producerer vi selvfølgelig også det.

Danmarks største naturforvaltere. Det er jeg stolt af.

Vi bor midt i den og glædes hver eneste dag. Men jeg tillader mig altså at være glad for alt det, jeg dagligt ser ske ude i naturen og være stolt af alt det, som landbofamilier udretter rundt i hele landet med blomsterstriber, bihoteller, vildtagre, læhegn, vandhuller til biotoper, skovrejsning, naturpleje, vinterfodring af vildt, og mange flere ting, der bare er den glæde, landmænd har af at gøre noget godt for naturen. Og man bliver altså glad i låget og afhængig af disse oplevelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Optimistisk biolog

Kendt biolog: "Landmænd ved bedst, hvordan man laver landbrug".

Morten D.D. Hansen er dansk biolog har medvirket i naturprogrammer på tv og har blandt andet sagt:

- Alt det der med markfladerne, om det skal være økologi, bivenlige planter eller hvad. Jeg er ligeglad. Jeg er glad for mad, og jeg har tillid til, at landmænd laver mad, for det har de mere forstand på end mig. Jeg har forstand på natur, og vi har en udfordring i den almindelige naturforståelse i Danmark. Men jeg er klart optimist på naturens vegne. Det går i den rigtige retning.

Jeg tror, vi er mange landmænd, der har så meget, vi gerne vil vise og fortælle den øvrige befolkning om vores liv på landet og der er rigtigt meget, vi kan lære af hinanden. Lad os komme i gang sammen for klodens, naturens og vores alle sammens bedste.