Lige nu pelser minkavlerne i hele landet, og alle i branchen holder vejret, for at se om årets resultat bliver godt. Men allerede før pelsningen gik i gang har november måned været hård ved danske pelsdyravlere, skriver R2 Agro A/S i en pressemeddelelse. Antallet af konkurser i landbruget generelt er i 2019 dalet, med undtagelse af pelsdyravlerne som stadig oplever en stigning. Minkbranchen oplever særligt hårde tider lige nu, og der går stadig lidt tid før markedet omkring mink stabiliserer sig, fortæller erhvervsøkonomisk chef i Seges, Klaus Kaiser.

- I statistikkerne ser vi, at der er et fald i antallet af konkurser af svine- og kvægproducenter grundet prisudviklingerne på mælk og svinekød. Minkbranchen er dog fortsat ramt af et for stort udbud på det internationale marked. De konkurser vi ser, på det danske marked, kommer forskudt af prisfaldets indtog. De gode konjunkturer for nogle år tilbage og de danske minkavleres skindkvalitet har gjort, at de fik så gode priser, at de økonomisk har været godt polstret til de svære tider, som de nu oplever, fortæller Klaus Kaiser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Krisen indhenter dem dog nu, men ikke i helt samme grad, som vi ser i udlandet. Nogle af de danske producenter er stoppet, men andre har valgt at nedtrappe produktionen og beholde en stambesætning for at holde fast i det gode avlsarbejde, der er tradition for i Danmark. Så er de klar til at optrappe produktionen, når priserne igen begynder at stige, uddyber Klaus Kaiser.

Klaus Kaiser pointere, at minkbranchens krise fortsat tager ofre, men på internationalt plan har de danske avlere været bedre polstret end udenlandske avlere, hvoriblandt der har været en del udenlandske lykkeriddere, der startede, da priserne var meget høje for 5-6 år siden.

Kriser kræver handling

Flere aktører i minkbranchen, deriblandt foderstofleverandøren R2 Agro A/S, er overbeviste om, at pelsmarkedet igen vil stabilisere sig. Kriser er dog en god anledning til at genoverveje sin virksomhedsstruktur. Derfor har R2 Agro A/S på grund af landbrugets seneste krise valgt at forenkle forretningsstrukturen for stå tættere sammen.

- Når man oplever hårde tider, mener vi, at man skal rykke tættere sammen i bussen. Dette gælder både branchen som helhed, men også internt i ens egen virksomhed. Vi har taget konsekvensen af stormen, og har rykket alle de ben vi har i forretningen ind under samme tag. Vi kan på den måde undgå det ekstra administrative arbejde, der opstår mellem lokationer, og som i det lange løb kun gør tingene mere besværlige, fortæller Peter Skou, Kommerciel direktør i R2 Agro i pressemeddelelsen.

R2 Agro tackler således minkbranchens udfordringer ved at reducere kompleksiteten i deres organisationsstruktur. Foderstofvirksomheden har i det indeværende år derfor rykket søsterfirmaet Provia A/S, der blandt andet leverer flydende vitaminer til minkfoder ind i samme hus i Hedensted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Troen på branchen

- Vi har øje på minkbranchen og tror på, at branchen nok skal finde sit fodfæste igen. Vi vil gerne levere foder og vitaminer af så høj kvalitet som muligt, da det er højkvalitetsskind, der gør dansk pelsdyrproduktion eftertragtet. Men derfor er der ingen grund til, vi ikke internt deles om de administrative byrder i hverdagen. Vi kan ved at samle os, hver især fokusere på vores firmas kernekompetencer og være mere agile overfor kundernes behov. Det vil i sidste ende gavne minkavleren, at vi har omstruktureret og forenklet vores selskabsstruktur, siger Mogens Kristensen, Salgschef Mink hos R2 Agro.

Ifølge Seges er troen på bedre tider heller ikke urealistisk.

- De danske avlere fremstiller skind af høj kvalitet og har stor tradition for det, og de har derfor fået mere for skindene end mange af de udenlandske producenter. De har derfor været bedre beskyttet mod det mismatch, der opstod mellem udbud og efterspørgsel under prisboblen. Det internationale udbud vil Ifølge prognoserne igen i 2020 begynde at matche efterspørgslen, vi forventer derfor at priserne igen vil normalisere sig, fortæller Klaus Kaiser.

Hos R2 Agro A/S afventes resultaterne af de kommende skindauktioner i spænding.

- De auktioner som nu følger pelsningen, vil stadig have afgørende betydning for året 2020, og vi håber på et godt resultat, slutter Mogens Kristensen, Salgschef Mink.