Førstepræmien i iværksætterkonkurencen er en million kroner til at etablere sig på det kinesiske marked.

Den kinesiske iværksætterkonkurrence, der udspringer i China Optics Valley i Wuhan i den kinesiske provins Hubei, afholdte for første gang en international runde af deres innovationskonkurrence i Danmark. Her skulle danske virksomheder dyste om en plads til den kinesiske finale i Wuhan senere på måneden, hvor iværksættere og virksomheder fra hele verden kæmper om sejren og knap 1 million kroner til at etablere sig i det kinesiske marked, skriver Agro Business Park i en pressemeddelelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Førstepræmien

Vinderne af førstepræmien på 50.000 kroner blev den århusianske virksomhed FarrowTech, som har udviklet et overvågningssystem til at mindske dødeligheden blandt smågrise, hvor cirka 21 procent dør under eller efter fødslen. Et termografisk kamera er koblet op med et system, der giver landmanden besked, hvis der går for lang tid mellem fødslerne, hvilket indikerer, at soen har brug for assistance. At redde bare én smågris per kuld kan øge landmandens indtjening med 10 procent, hvilket gør det interessant i Danmark, men ikke mindst i Kina, hvor der bliver investeret tungt i at modernisere industrien i hælene på de store problemer med svinepest.

Andenpladsen

Andenpladsen gik til Dueholm Technology, der blev præmieret med 25.000 kroner. Virksomheden har udviklet en metode til at udvinde kvalitetsproteiner til foder af blade fra industrihampeplanten - et restprodukt, som i øjeblikket ikke har nogen anvendelse. Proteinindholdet i bladene er af en kvalitet og optagelighed, der er bedre end sojaprotein, som i dag er den mest anvendte proteinkilde. Udvindingen af proteiner fra hampebladene rummer dog en række udfordringer, da de nedbrydes nærmest øjeblikkeligt. Derfor er der ikke andre, der gør det i øjeblikket, selv om verden mangler bæredygtigt fremstillet protein og skriger på alternativer til sojaen, og dette var afgørende for dommerpanelet.

Tredjepladsen

På tredjepladsen kom virksomheden Nordic Praxis, som blev præmieret med 10.000 kroner. Virksomheden har udviklet en uddannelsesplatform, der gør det muligt at op skalere eksport af uddannelser fra Danmark til Kina ved at gøre det digitalt. Særligt inden for sundhedssektoren er der et enormt behov i Kina for at uddanne kompetente medarbejdere til ældrepleje, men det er begrænset, hvor mange danske undervisere man kan sende til Kina. Med Nordic Praxis' platform kan man uddanne mange flere kinesere, uden at det kræver, at danske sygeplejersker skal rejse til Kina. Idéen er udviklet i samarbejde med VIA University College.

En verden af muligheder

- Et stort tillykke til de tre virksomheder, som leverede en meget overbevisende præstation og overbeviste dommerne om, at de var de helt rigtige at sende af sted til konkurrencen i Kina. Der er ingen tvivl om, at de tre virksomheder vil gøre god figur i Kina, og at deres løsninger er noget, som vil resonere med mange på det kinesiske marked. Den profilering, eksponering og synlighed, som en international konkurrence som Yellow Crane Cup bidrager med er uvurderlig og vil give virksomhederne en god indgang til det kinesiske marked, siger Lars Visbech Sørensen, direktør i Agro Business Park.

Konkurrencen er blevet afviklet i et samarbejde mellem Viborg Kommune, Agro Business Park og Peter Mose Larsen, som er æresborger i Wuhan og har været dommer i den kinesiske del af konkurrencen tidligere år. Sidstnævnte vil rejse til Wuhan sammen med deltagerne til finalen, hvor de skal dyste mod virksomheder fra Kina, USA, Australien og Storbritannien.