Søren Pape, formand for De Konservative kalder den nye finanslov for den rødeste, han nogensinde har set. Han er især bekymret for beskatning ved generationsskifte.

- Nu tror jeg, det går op for danskerne, hvor ræverød en regering, vi har fået. Hvor er det ærgerligt, at regeringen vælger at prioritere den yderste venstrefløj, skattestigninger til boligkøbere og familievirksomheder og højere udgifter til arbejdsløse udlændinge, skriver Søren Pape, De Konservatives formand, på sin Facebook-profil.

Søren Pape peger især på finansieringen i form af højere skatter, beskatning på generationsskifte i virksomheder og indsatsen i grænseområderne som punkter, han er utilfreds med.

- Denne finanslov vil betyde højere skatter for danskerne, og det er jeg virkelig ærgerlig over. Finansloven giver et ordentligt hug til virksomhederne i form af en voldsom beskatning på generationsskifte. Det er jo danske arbejdspladser, det kommer til at koste, siger Pape Poulsen til TV 2 Nyheder.