Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Med en amerikansk helligdag i kalenderen i forbindelse med fejringen af Thanksgiving, var det de små udsving, der prægede markedet, mens de amerikanske børser havde lukket. Det havde sin effekt på omsætningen, der var noget lavere end de foregående dage. De amerikanske børser åbner først igen i eftermiddag kl. 15.30 dansk tid, og dermed bliver det en relativ kort dag på kontoret.

Kina truede i går med gengældelse som reaktion på, at Trump onsdag aften skrev under på en lov, som støtter op om oprørerne i Hong Kong. Fra officielt hold står det endnu ikke klart, hvordan Kina vil gengælde, men en normalt velinformeret journalist fra Global Times, skriver på Twitter, at Kina overvejer at forbyde de politikere, som stod bag lovgivningen, adgang til Kina, Hong Kong og Casino-øen Macau. Som det ser ud i øjeblikket er der ikke noget, der indikerer, at det spænder ben for en fase 1 aftale, som begge parter af forskellige årsager tørster efter, men det har bestemt ikke fået forhandlingerne til at glide nemmere. Handelskrigen, der nu har varet i over 16 måneder, får nu konsekvenser for de store globale landbrugskoncerner, der har oplevet en nedgang i aktiviteten, foranlediget af den lavere samhandel, kombineret med udbruddet af afrikansk svinepest i Kina, der har svækket efterspørgslen. Som en direkte konsekvens heraf meddelte Louis Dreyfus i går, at koncernens omkostninger skal tilpasses den lavere aktivitet og de udfordrende markedsvilkår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trods lavere omsætning på Matif, fandt møllehveden alligevel tilstrækkelig support til at lukke højere. Vejret er fortsat en udfordring flere steder på den nordlige halvkugle til at få den sidste vinterhvede i jorden, inden kulden gør sit indtog. Det russiske landbrugsministerium sænkede estimaterne for landets hvedeproduktion for indeværende sæson fra 78 til 75 millioner tons, og har dermed tilpasset sig markedskonsensus, hvorfor nyheden ikke blev tillagt den store værdi eller gav anledning til bevægelse af nogen slags.

I Argentina melder Buenos Aires Grain Exchange, at 31,3 procent af landets hvedehøst er i hus, men at afgrødekonditionerne overordnet er elendige. Produktionsestimaterne blev dog opretholdt uændret på 18,50 millioner tons. Imidlertid fortsætter usikkerheden omkring landbrugets positions på de globale eksportmarkeder efter rygter om, at eksporttariffer vil blive forhøjet, når den nye og knap så landbrugsvenlige præsident bliver indsat primo december. På den ene side er landet kastet ud i en dyb økonomisk krise, og staten er derfor dybt afhængig af indtægter fra blandt andet eksportskatter. På den anden side risikerer en forhøjelse af eksportskatterne, at mindske eksporten og det har allerede fået landmændene til at true med at producere mindre, fordi deres varer risikerer ikke at være konkurrencedygtige på eksportmarkedet, hvor størstedelen af de producerede varer afsættes, da afgrødeproduktionen langt overstiger det indenlandske forbrug.