Det landmandsejede andelsselskab DLG har gjort plads til eksterne medlemmer i bestyrelsen, skriver DLG i en pressemeddelelse. Et stort flertal af DLG's repræsentantskabsmedlemmer har på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde stemt for en vedtægtsændring, der reducerer antallet af ejer- og medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer fra næste valg. Det skal sikre, at bestyrelsen ikke bliver for stor, når der efter planen udpeges eksterne bestyrelsesmedlemmer i 2020.

DLG's bestyrelsesformand, Niels Dengsø Jensen, glæder sig over repræsentantskabets beslutning om at ændre vedtægterne. Han betragter det som et vigtigt skridt i udviklingen af bestyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I de senere år har vi arbejdet målrettet med at udvikle både bestyrelse og repræsentantskab, og det er et naturligt næste skridt for os at invitere eksterne bestyrelsesmedlemmer indenfor. Det er en mulighed, vi har haft i vores vedtægter i et stykke tid, som vi nu vil gøre brug af. Ved at supplere de kompetencer de ejer- og medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer besidder med ekstern viden og ekspertise, får vi et stærkere fundament at bygge fremtidig værdiskabelse på, siger Niels Dengsø Jensen og fortsætter:

- Vi ser det som en mulighed for at styrke bestyrelsen gennem diversitet i blandt andet baggrund og kompetencer. Samtidig har det været vigtigt for os at sikre, at bestyrelsen ikke blev for stor. Vi skal være lige så agile og beslutningsdygtige efter næste valg, som vi er nu. Derfor er jeg glad for, at repræsentantskabet bakkede tydeligt op om vedtægtsændringerne.

Vedtægtsændringerne betyder, at der fra næste valg til bestyrelsen vil blive valgt otte ejere og to medarbejdere mod ni ejere og tre medarbejdere i dag. De 10 bestyrelsesmedlemmer kan blive suppleret af op til tre eksterne bestyrelsesmedlemmer, som får stemmeret i bestyrelsen på lige fod med bestyrelsens øvrige medlemmer.

Specialistviden

Når de eksterne bestyrelsesmedlemmer bliver udpeget, skal de bidrage med viden inden for områder, der er afgørende for DLG's forretning, skriver DLG i pressemeddelelsen.

- I bestyrelsen besidder vi størstedelen af de kvaliteter og kompetencer, der skal til for at lede et andelsselskab af DLG's størrelse, men vi tror også på, at det er sundt at hente inspiration og viden udefra. I takt med at virksomheden vokser og bliver mere kompleks, er det vigtigt, at vi har den rette sammensætning til at sikre, at vi kan give DLG's direktion og øvrige ledelse det rette med- og modspil. Derfor har vi kortlagt de kompetencer, vi har i bestyrelsen i dag, og det har gjort det klart for os, at mens vi er stærke på generel forretnings- og kundeforståelse, så har vi brug for bestyrelsesmedlemmer, der kan bidrage med specialistviden inden for blandt andet digitalisering og internationalisering samt erfaring fra topniveau i andre store virksomheder, siger Niels Dengsø Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er DLG's samlede repræsentantskab, der efter indstilling fra bestyrelsen udpeger de eksterne bestyrelsesmedlemmer. Det forventes, at de første eksterne medlemmer af DLG's bestyrelse udpeges i 2020.