For et par måneder siden kulminerede tre års skatteretssager for svineproducent Lasse Buhl i Tarm i Vestjylland, som har et sohold med 1.300 søer og 230 hektar markbrug, skriver LMO i en pressemeddelelse. Retssager, hvor fire af hans medarbejdere har fået gedigne skattesmæk som følge af angiveligt at have betalt for lidt i husleje på tre ejendomme, men som han nu har vundet i Landsskatteretten.

- Det har jo hængt mig langt ud af halsen for at være ærlig. Jeg synes, de er gået efter den lille mand i det her spil. Jeg er bare glad for, at sagen nu er afsluttet - for mig selv, men allermest for mine medarbejderes skyld, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sagen bunder i, at hans medarbejdere lejede sig ind i de boliger, der var bygget på bedrifterne. Heri var huslejen på de i alt tre medarbejderboliger sat på et niveau, som Lasse Buhl vurderede som realistiske i forhold til andre lejemål i området.

Ejendommene var nemlig stuehuse ude på landet med typisk fem km til nærmeste busstop. Generelt var husene i fin stand, men eksempelvis lå en af ejendommene blot to meter fra svinestaldene, hvor der hentes grise om natten. Derfor blev huslejerne fastsat til omkring 15 kroner pr. kvm. inkl. forbrug afhængig af de tre ejendomme.

Men i et rutinetjek af bedriften falder SKAT over medarbejdernes huslejer og påpeger, at de i deres optik er værdisat alt for lav.

Store skattesmæk

Huslejen var ikke en del af lønpakken for medarbejderne hos Lasse Buhl, men SKAT vurderede forskellen mellem den faktisk betalte husleje og SKAT's egen vurdering af den korrekte husleje som værdi af fri bolig.

Det betyder i SKAT's øjne, at medarbejderne havde betalt for lidt i skat, den såkaldte beskatning af værdi af fri bolig. Medarbejderne fik derfor efterfølgende en skatteopkrævning, som var fastsat ud fra SKAT's idé om, hvad huslejen burde ligge på - et sted mellem tre til fem gange den leje, Lasse Buhl opkrævede, afhængig af de tre forskellige lejemål.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder i korte træk, at medarbejderne fik store skattesmæk. Værst gik det ud over en rumænsk medarbejder, som ikke er på bedriften længere, men som fik krav om at skulle betale skat af yderligere 400.000 kroner.

- Vi var og er stadig fuldstændig uforstående over for SKAT's krav. Vi tager ikke overpris for lejemålene, fordi de har den stand og placering, de nu har. Men vi tager slet heller ikke underpris - den er fair og på niveau med områdets øvrige lejemål, siger Lasse Buhl.

Sammenligning

SKAT anslog, at markedsværdien var godt 40 kroner pr. kvm. ekskl. forbrug mod Lasse Buhls fastsatte 15 kroner inkl. forbrug - altså godt tre til fem gange højere, end medarbejderne betalte. For at nå frem til den høje markedsværdi sammenlignede SKAT blandet med parcelhuse i villakvarterer i Hjortshøj og Hadsten, hhv. 15 og 25 km nord for Aarhus centrum såvel som et nær Grenå i naturskønne omgivelser nær vandet, skriver LMO i pressemeddelelsen.

- Det var jo dybt besynderligt, at de sammenlignede mine stuehuse med flotte parcelhuse i centrale dele af Østjylland. Det har jo ingen gang på jorden, og derfor var det også vigtigt at føre sagen. Det er useriøst fra SKAT's side, for vi har inviteret dem herud for at se ejendommene fire-fem gange både på telefon og skrift. Men det ville de ikke. Så de har værdisat ejendommene gennem tre år uden at vide, hvilken stand og beliggenhed, de har, siger Lasse Buhl, som har haft Mimi Shin Jensen, skatteekspert hos LMO, til at føre og vinde sagen for ham.

- Jeg glæder mig over, at vi har vundet sagen, men jeg ærgrer mig samtidig over, at SKAT har trukket det så langt ud. Det er en regulær skrivebordsafgørelse fra deres side, og de tænker ikke over, hvor store konsekvenser det har for landmanden. Samtidig har de slet ikke været lydhøre under sagen - og man kan altså ikke sådan ignorere forskellen mellem landsdelenes ejendomsværdier, som de har gjort her. Det er dybt ærgerligt, at de går efter "den lille landmand", siger Mimi Shin Jensen, der flere gange tidligere har vundet stort anlagte skattesager i Landsskatteretten på vegne af LMO's mange landmænd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For medarbejdernes skyld

Lasse Buhl har hovedsageligt ført sagen for at hjælpe sine medarbejdere - både forhenværende, nuværende og fremtidige.

- Som udgangspunkt ville værdistigningen ikke ramme mig, andet end at det ville være svært at få udlejet ejendommene. Men mine medarbejdere fik jo enormt store regninger, som de ikke kunne leve med. Det ville jo også betyde, at mine fremtidige medarbejdere skulle bruge næsten hele deres løn på husleje og forbrug, hvilket jo ikke er realistisk. Derfor var det vigtigt for mig at føre sagen, siger Lasse Buhl.

Solgte ejendom for 75.000 kr.

Han peger på, at det er ekstremt svært at få købt og solgt ejendomme i området, og derfor er den reelle markedsværdi på områdets ejendomme særdeles lav.

Som eksempel havde han i seks år forsøgt at sælge den ene af de tre ejendomme, som var beboet af medarbejdere i sagens periode. Den blev i 2008 udbudt til 1,4 millioner kroner, og foruden godt 200 kvm inkluderede den også to hektar agerjord, gylletank og driftsbygninger.

Men mulige købere var der ingen af, og derfor blev toppen af prisen gentagne gange kappet af. Til sidst kostede hele herligheden 575.000 kr., hvoraf stuehuset for sig selv havde en værdi på beskedne 225.000 kr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derefter trak jeg den af markedet. Der var ingen udsigt til et salg, fortæller Lasse Buhl og uddyber, at det langt fra skyldtes mangel på interesserede købere.

- Der var rigeligt med interesserede, men der var ingen, der kunne få lov at låne i banken, fordi det ligger, som det gør. Og netop denne ejendom, som nu var værdisat til 225.000 kroner, mente SKAT skulle koste 12.000 kr. om måneden i husleje. Det hænger jo ikke sammen, siger han og fortæller, at en tilsvarende, lidt mindre bolig i området blev solgt for 75.000 kroner et par år tilbage.

Opfordring

Sagen har været gennem flere forskellige instanser, men er nu afsluttet i Landsskatteretten, hvor Lasse Buhl har fået rettens ord for, at hans fastsatte husleje var korrekt.

Faktisk endte Landsskatteretten med at fastsætte huslejen til et endnu lavere niveau, end det Lasse Buhl havde opkrævet i første omgang. Medarbejderne pålægges dog nu at betale forbrug oveni huslejen, hvilket ikke var tilfældet før. Derfor ender det med samlede regnestykke med at blive til en lille merudgift - men milevidt fra SKAT's oprindelige udspil.

- Men det er ok, for alternativet var jo et helt andet og langt, langt værre. SKAT's udgangspunkt var jo komplet urimeligt, og det har vi jo så fået medhold i. Og det glæder mig naturligvis meget, siger Lasse Buhl, der opfordrer til, at man som landmand står fast på sit og ikke skal være bange for at føre sager videre i systemet - også selvom de kan være uoverkommelige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes helt klart, at man skal få ført sådanne sager, hvis man føler sig uretfærdig behandlet af enten SKAT eller andre. For det kan godt betale sig, selvom det er en lang og sej kamp, siger han og bliver bakket op af skatteekspert Mimi Shin Jensen.

Hun peger på, at Lasse Buhls sag er den første, hun kender til, som omhandler medarbejderes huslejer. Men det er ikke sikkert, at det er den sidste.

- Som landmand skal man være opmærksom på, at dette område nu kan komme i fokus hos SKAT. Derfor skal man være sikker på, at lejekontrakterne er udfyldt helt korrekt, og at man på skrift har en begrundelse for, hvorfor man har fastsat huslejen, som man har, siger hun og peger på, at eventuelle fremtidige sager om huslejefastsætninger muligvis kan blive nemmere at vinde for landmanden, skriver LMO i pressemeddelelsen.

- I og med, at SKAT har offentliggjort denne kendelse, så har de internt sat fokus på, at der er forskel i ejendomsværdier forskellige steder i landet. Og det hjælper alt andet lige, siger hun.