- Det er os fuldstændigt uforståeligt og uanstændigt, at en sådan ekstra regning kommer helt uforudset, siger Lisbet Hommelhoff, formand for SamMark.

- Hvordan kan myndighederne beslutte at hæve gebyrerne, endnu inden vi har evalueret ordningen. Ifølge aftaleteksten skal ordningen evaluereres inden nytår, men intet er sket. Nu har vi fået en frist frem til 20. november til at komme med vores kommentarer og indsigelser, men alligevel får vi nu en melding om ekstra omkostninger, siger Lisbet Hommelhoff, som kalder udmeldingen for et demokratisk problem, når myndighederne ikke selv overholder de indgåede aftaler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har samtidigt intet hørt om, hvornår ordningen bliver evaluereret og er ikke blevet orienteret om, hvornår vi kan komme med vores indspil til denne evaluering. Man kan godt frygte, at ministeren pønser på ikke at leve op til den klare tekst og forventning om at aftalen skal evalueres inden nytår, siger formanden for SamMark.

Gebyr til eksportører

Fra nytår får eksportører af levende dyr gebyrstigninger på omkring 20 millioner kroner. Gebyrerne skyldes, at regeringen har besluttet at forlænge kontrollen med dyretransporter ud af landet. Stramningerne kommer, fordi der gennem flere år har været problemer med at overholde reglerne blandt vognmænd og eksportører, skriver Fødevarestyrelsen.

- Gebyrstigninger på 20 millioner kroner er rystende og dybt problematiske. Vores medlemmer, som ofte er små erhvervsdrivende, har jo allerede lagt budgetter og indgået aftaler for næste år. De kan ikke pludselig stå med en ekstra regning på 20 millioner, siger en rystet Lisbet Hommelhoff.

- Vi risikerer, at en række små virksomheder ikke kan betale og må dreje nøglen om. Jeg håber, at ministeren vil komme på banen i stedet for at forblive i flyverskjul, siger formanden.