"Fremtiden Landbrug" er titlen på Jeppe Lykkegaard Christensens afslutningsopgave på Agrarøkonomstudiet, som han afsluttede i sommer på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus. Udover, at Jeppe fik et 12-tal for opgaven ved eksamensbordet, besluttede lærerne også at indstille opgaven til "Årets Agrarøkonompris", som Det Kgl. Landhusholdningsselskab uddeler hvert år på deres Efterårskonference.

Dommerpanelet fandt, at Jeppes opgave var en klar første plads. Opgaven handler om, hvor landbruget i Danmark er på vej hen, og hvordan og med hvilke virkemidler landbruget skal komme forbrugerne i møde og producere de fødevarer, som de efterspørger. Jeppe har rigtig meget med fra undervisningen i markedsføring og innovation, hvor det har gået en del på at tænke ud af boksen" og selv gå i markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sidst i opgaven perspektiverer Jeppe udfordringen ned på ejendomsniveau. Han er sammen med sin bror ved at gøre klar til et generationsskifte på planteavlsejendommen "Redet" i Hjallerup, som deres far driver i øjeblikket.

Det er i dag en ejendom primært med kartofler til fabrik og kornproduktion. Fremtiden skal være bæredygtig. Derfor skal den dårligste jord tages ud til energiproduktion, en del af jorden skal omlægges til økologisk drift, hvor der skal producers hamp og brødkorn. Begge afgrøder, som afsættes udenom den traditionelle afsætningskanal Andelsselskaberne. Melkartoflerne vil de dog stadig forsatte med at afsætte igennem AKV Langholt.

Tre prisvinderopgaver

Tidligere på året vandt tre andre elever fra samme hold en prisopgave. Det var Økologisk Landsforenings prisopgave "I gang for en Million". Ruben Brammer vandt prisen med opgaven "Veganice", som omhandlede produktion og afsætning af økologisk vegansk is.

Jens Bonde og Morten Larsen vandt ligeledes med opgaven "Whiskygrisen", som omhandlede produktion og afsætning af velfærdsgrise fodret med restprodukter fra et whisky-destilleri.

- At have tre prisvinderopgaver på samme AØ-hold er ikke hverdagskost. Men det er nok er udslag af, at der i undervisningen på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, bliver arbejdet systematisk med at analysere forbrugernes behov, udarbejdelse af en markedsanalyse, lavet markedsføringsplan og få beskrevet en forretningsplan, som de finansielle partnere synes godt om, skriver skolen i en pressemeddelelse.