27-årige Erica Rasmussen har taget springet fra sygeplejerske til salgskonsulent hos Semler Agro. Selvom det er en ny rolle, er der flere egenskaber fra hendes job som sygeplejerske, hun tager med sig.

Lige mellem motorvejen og den lille by Våbensted på Lolland, møder Erica Rasmussen Maskinbladet ved det for nyligt åbnede Semler Agro-kontor.

Hun har netop solgt en traktor, som har stor betydning for hende på flere måder. Den vender vi tilbage til.

Her på kontoret er hun ved at finde sig til rette i sin nye rolle som salgskonsulent. For hvor hun før brugte det meste af sin arbejdstid på et sygehus, er hun nu mest på landevejene og ude for at møde kunder, der vil købe traktorer og reservedele.

- Det er faktisk det, jeg bedst kan lide. At jeg kommer hjem til folk og møder dem og får lov at høre deres historie. Menneskers historie har altid fascineret mig, siger Erica Rasmussen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Harvede efter nattevagt

For at forstå, hvordan skiftet fra kittel til kundemøder kom i stand, skal vi tilbage til slutningen af Erica Rasmussens uddannelsestid som sygeplejerske. Det var her, at der skete noget, som skulle vise sig at få stor betydning for hendes fremtid.

- Jeg mødte Frederik, som var landmand. Han havde absolut ingen planer om at flytte til byen, så jeg flyttede med ham ud på en gård, fortæller Erica.

Hun fik job på sygehuset i Nykøbing Falster, da hun var uddannet, og her tog den ene vagt den anden. Men det var også her, hun fik øjnene op for landbruget.

- Efter nattevagterne tog jeg med ud og køre og harve, fordi jeg syntes, det var hyggeligt og afstressende. Det lyder måske underligt for nogen, men for mig var der noget afstressende i at gå fra at have været meget menneskeligt på, når jeg var på arbejde som sygeplejerske, og så til at skulle køre uden at tænke på andet end at køre, fortæller hun.

Bedrift blev fælles projekt

Da de senere sammen flyttede ind på Frederiks fars bedrift efter generationsskifte, fik det en stor betydning for Erica, at hun kunne være med.

- Når man er gift med en landmand, der har overtaget sin gård fra familien, så har man ikke på samme måde fundet et hus sammen, som de fleste andre par gør i fællesskab. Derfor er det meget vigtigt for os, at vi er fælles om at drive stedet. Det betyder meget for mig, at jeg også er en del af det, fortæller hun og uddyber:

- Det betyder blandt andet, at hvis Frederik skal nå en masse i marken, så kan jeg hjælpe til, så han bliver før færdig, i stedet for at vi skal hyre en mand til det. Det er et fælles projekt, siger hun.

rich-media-1
Fra jobbet som sygeplejerske tager hun flere ting med sig i jobbet som salgskonsulent. Det handler begge steder om at yde nærværende service, siger hun. Foto: Louise Gregersen

Fra patienter til kunder

Da der i sensommeren blev slået en stilling op som sælger hos Semler Agro til det nye kontor på Lolland, var Erica Rasmussen ikke i tvivl.

- Jeg tænkte, at det var en rigtig fed mulighed, men jeg var slet ikke sikker på, de ville have sådan en som mig. Så jeg blev meget overrasket, da jeg fik jobbet, fortæller hun.

Og selvom det umiddelbart lyder som et stort spring at gå fra at behandle patienter til at sælge traktorer, så ser Erica Rasmussen det ikke sådan.

- Jeg er vant til, at man yder en nærværende service overfor patienter. Det er det samme, man gør i salgsverdenen. Der hedder de bare kunder, siger hun.

Generelt er hun blevet modtaget positivt, men hun medgiver, at der ind i mellem er en skepsis at spore, når hun møder nye folk i branchen. For kvindelige salgskonsulenter i maskinbranchen er ikke dem, der er flest af.

- Der kan godt være nogle, der kigger undrende på en, men det er kun indtil, man siger, om roerne har givet godt i år, og så går det fint, siger hun.

Frisk pust til branchen

Men selvom hun er i mindretal, når det gælder hendes køn i branchen, ser hun det ikke som en barriere.

- Jeg har ikke set det som en udfordring at begive mig ind i en mandeverden. Jeg har mere set det, som en mulighed. Jeg er gået til opgaven med en interesse og en nysgerrighed og samme ydmyghed, som jeg gjorde på sygehuset. Det tror jeg er vigtigt, siger hun.

Som Erica Rasmussen ser det, handler det om at kende sine kvaliteter.

- Jeg tror, jeg kan bidrage med noget andet til branchen. Jeg er et frisk pust, og jeg ser måske tingene på en anden måde, lyder det.

Tilbage til traktoren med den vigtige betydning. Det er nemlig, den første traktor, Erica Rasmussen solgte i sit nye job for Semler Agro, men det er også en særlig traktor på en anden måde.

- Det er faktisk den første traktor, Frederik har købt. Så det var den første traktor, jeg solgte og Frederiks første helt eget køb. Så den betyder meget for os begge, siger hun.