En afdeling af Farming Simulator Leage finder i disse dage sted på Agritechnica, hvor 16 hold kæmper om en samlet præmiesum på 12.000 euro.
Og samtidig kan besøgende tage del i en trofæjagt, som kræver besøg på fem stande, der er placeret i stort set hvert sit hjørne af det 40 hektar store messeområde.
Der er trofæer fra Brantner, Rostelmash, Kemper, Biri Field Master og Bergmann.
Koder til maskiner
Trofæerne er kort med koder, som kan bruges til at downloade maskiner til sit eget spil derhjemme fra nogle af Farming Simulators sponsorer.
Og når fem trofæer er i hus, kan de udløse et sjette trofæ - en Claas Axion 960-930 Terra Trac - som hentes i den centralt beliggende hal, hvor Farming Simulator holder til.
Her er en fanshop og forskellige gaming-tilbud til de besøgende - foruden at det er her på scenen, de 16 kvalificerede hold kæmper om finalepladserne og andel i præmiesummen på 12.000 euro eller cirka 90.000 kroner.
International kamp
De 16 teams kæmper foruden om penge og ære også om vigtige ligapoint og dermed adgang til VM-finalen.
Turneringen i forbindelse med Agritechnica er sæsonens syvende turnering, og i toppen af den samlede konkurrence ligger foreløbig holdet Trelleborg foran John Deere og Krone. Alle tre hold har indtil nu scoret flere end 300 point.
Der er yderligere fem turneringer i Farming Simulator Leage frem mod VM-finaleturneringen i forbindelse med Farmcon 20.
Præmiesummen til de fleste af ligaens turneringer er 12.000 euro, men til VM-finalen er præmiesummen 100.000 euro eller cirka trekvart million danske kroner.