Da Terra Gator forlod det europæiske marked for selvkørende gyllemaskiner for fem år siden, tog hollandske Ploeger i al stilfærdighed over og sendte en nytænkt maskine på markedet kort før Agritechnica 2017, skriver Brørup Traktor- & Maskincenter i en pressemeddelelse. Nu er tiden moden til, at de hollandske eksperter vil have forstærket servicenettet med lokale servicepartnere, og i Danmark er valget faldet på Brørup Traktor- & Maskincenter, der sammen med SR-Agro & Last fra Sindal i det nordlige Jylland fremover udgør Ploegers fremskudte serviceorganisation.

- Ordet "valgt" er faktisk meget rigtigt i dette tilfælde, fortæller Svend Aage Jensen fra Brørup.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Faktisk takkede vi nej i første omgang, men så kom direktøren til Danmark og overbeviste os om fordelene ved at samarbejde med dem - og han er overbevisende, så nu etablerer vi et reservedels- og servicecenter, siger han.

Når det handler om håndtering af slid- og reservedele, er folkene fra Brørup i høj grad på hjemmebane. Med computerstyrede lagertårne råder man over et af branchens mest avancerede lagersystemer og kan derfor forholdsvist nemt implementere delene fra Ploeger. Firmaet lover således, at danske kunder kan føle sig helt sikre på, at stumperne er på plads i god tid inden forårets gyllesæson. Ploeger-lageret i Brørup skal også servicere Terra-Gator kunder med dele og selvfølgelig også levere dele og service til Ploegers andre maskintyper i Danmark. Der kommer også til at ligge dele hos SR Agro & Last.

Ny 5-hjulet Ploeger

I 2017 var den 3-hjulede Ploeger en nyhed på Agritechnica. Når portene om lidt går op til 2019-versionen af samme messe, står Ploeger klar med en 5-hjulet version med 25 m³ tankkapacitet. Den er bygget op med både hydrostatisk drev (forhjulet) og mekanisk ZF ECCOM 5.0 CVT transmission (bag) for at opnå maksimal effektoverførsel fra den 6-cylindrede Scania motors 550 hk power til trækkraft. Det resulterer i smidig kørsel fra 0 - 40 km/h og råstyrke til at trække store nedfældere i marken.

Ploeger regner med, at danske maskinstationer vil fatte interesse for den nye 5-hjulede maskine, og Svend Aage Jensen tror, de får ret.

- Den er bomstærk i marken, smidig på forageren, og så vejer den takket være sin polyestertank ikke så meget. Sammen med den smarte hjulmontering vil det være skånsomt ved markerne, og dét går maskinstationernes kunder mere og mere op i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svend Aage Jensen ønsker at fremhæve, at Ploeger også fremover selv forestår salgsarbejdet i Danmark, og det mener han, er en helt rigtig løsning.

- Der sælges ikke mange selvkørende gyllevogne eller pickup-river i Danmark. Derfor får vi aldrig samme ekspertviden som Ploegers folk, og derfor kan vi heller ikke rådgive maskinstationerne lige så godt som dem.