New Holland mener, at mærkets nyeste metantraktor kan konkurrere direkte med de tilsvarende dieseldrevne modeller, når det handler om total cost of ownership.

New Holland brugte en del af sit pressemøde på Agritechnica til at slå et slag for øget satsning på metan som drivmiddel til blandt andet traktorer.

- Der snakkes meget om el, og el er da også en løsning til nogle formål, men endnu ikke som drivmiddel til landbrugsmaskiner, sagde Hubertus Mühlhäuser, der er øverste chef for CNH Industrial, som står bag New Holland.

Hubertus Mühlhäuser slog derfor et slag for New Hollands metantraktorer.

Ikke kun vision

- Her taler vi ikke om en fremtidsvision, men om et produkt, som landmænd allerede kan købe. Og som et led i bedrifternes energi- og CO2-optimering, vil metan som drivmiddel straks bidrage til et negativt CO2-aftryk, og derfor er det en oplagt løsning, der løser et presserende problem med landbrugets CO2-udslip her og nu, siger han.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

-Biometantraktorer er en ide fra 2009, og vi lancerede den første i 2013. I 2017 kom der en videreudviklet model, og fra januar 2020 er vi klar til at sælge traktorer, som er fuldt konkurrencedygtige på de væsentlige parametre sammenlignet med tilsvarende dieseldrevne modeller, fortæller Hubertus Mühlhäuser.

Han mener, at metan kan bidrage til at skabe den energiuafhængige farm.

Her giver almindelige landbrugsaktiviteter gylle og biomasse til biogasanlæg, hvorfra noget går tilbage i kredsløb som gødning på markerne, mens en anden del bliver til biogas. Mange anlæg bruger biogas til at producere strøm, men det er ifølge New Holland ikke særligt energieffektivt.

Derimod vil en yderligere raffinering til biometan give brændstof, som kan bruges direkte i bedriftens traktorer eller leveres som bidrag til transportsektoren.

Hundreder eller tusinder

Hubertus Mühlhäuser vil ikke ud med, hvor mange metantraktorer, der er forventning om at sælge i 2020 - og heller ikke, hvor mange metantraktorer, der planlægges produceret.

- Det kan blive hundreder eller endda tusinder, hvis vi formår at forklare, at valget af en biometantraktor ikke kun har miljømæssige fordele og fordele i forhold til CO2-udslip, men også når vi regner på de totale omkostninger ved at have traktoren - total cost of ownership, siger Hubertus Mühlhäuser.

- Vores branche synes at være hyperkonservativ, og vi ser aktører, som proklamerer, at der ikke findes alternativer til diesel som drivmiddel. Men det er der! Så det er helt forkert, siger han og peger blandt andet på CNH's erfaringer fra koncernens transportvirksomhed med Iveco-lastbiler, som allerede sælges i tusindtal.

Ikke el

- Alternativet til diesel er ikke el på den korte bane, men det er biodiesel, siger Hubertus Mühlhäuser.

Han tilføjer, at det også vil øge udbytterne af de mange biogasanlæg, som allerede findes på mange landbrug.

- Det er mere energioptimalt at bruge biogassen til at drive bedriftens traktorer end en ineffektiv produktion af el fra biogasanlæggene, siger han og fastslår, at han ser metan som den kortsigtede løsning på emissionsproblemerne, fordi det er en løsning, som virker allerede nu.

- Det er også derfor vi vandt en pris i konkurrencen "Tractor of the Year", selv om jeg faktisk mener, at vi burde have vundet hovedprisen for vores biometantraktor, fordi vi kan levere et negativt CO2-aftryk for bedrifterne, ikke mindst set i lyset af, at landbruget er en af de største bidragydere til CO2-udslip, sagde Hubertus Mühlhäuser.

- Dette er stort. Vi tilbyder ikke bare snak, fastslog han.