Denne artikel er baseret på to kendelser, dels en ret ny kendelse fra Østre Landsret om samspillet mellem konkurskarantæne og gældssanering i forbindelse med konkurs, dels en kendelse for et par år siden afsagt af Højesteret, som fastslår, at skyldnere, der har mulighed for at foretage afdragsbetaling, men ikke gør det, ikke opfylder betingelserne for at få gældssanering.

Undladt afdragsbetaling - alene betaling til én kreditor

Højesteret fastslog ved en kendelse i marts 2016 (U2016.2159H), at en skyldner, der i en årrække som følge af betydelig indtægt ikke havde afdraget på gælden til sine kreditorer, derved havde handlet på en sådan måde, at han ikke længere opfyldte betingelserne for at få gælden saneret ved gældssanering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Højesteret anfører i præmisserne: ? det fremgår af konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4, at kendelse om gældssanering i almindelighed ikke kan afsiges, hvis skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selvom skyldneren har haft rimelig mulighed herfor.

Det var også et faktum i sagen, at skyldneren i den periode, hvor der var mulighed for det, ikke havde foretaget en opsparing til sine kreditorer.

Kendelsen, der ikke er overraskende, giver anledning til nogle refleksioner:

I praksis er det ikke så let at lave en uformel afdragsordning med flere/mange kreditorer. Det betyder, at en del skyldnere efter en konkurs, hvor gældssanering af en eller anden grund bliver fravalgt, ofte alene betaler til en eller to kreditorer. Det vil kunne være betaling til SKAT (Gældsstyrelsen) som alternativ til lønindeholdelse og/eller betaling til hovedkreditor (ofte et pengeinstitut). Frivillig betaling som "erstatning" for lønindeholdelse vil ikke kunne bebrejdes skyldneren i gældssaneringsmæssig henseen-de. Derimod vil betaling til en eller eventuelt få kreditorer - hvad enten der er tale om, som tilfældet ofte er, nærtstående eller et pengeinstitut - kunne få den konsekvens, at skyldneren udsætter sig for i en (længere) årrække ikke at kunne få gælden saneret via gældssanering.

Aftale med bank

Jeg er bekendt med, at i hvert fald nogle banker lykkes med at indgå aftaler med skyldnere, hvorefter disse over en årrække betaler et samlet beløb, der ofte i betydelig grad overstiger, hvad der alt andet lige forholdsmæssigt skulle betales til denne kreditor, enten efter de almindelige gældssaneringsregler (fem år) eller efter reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs (tre år). Der kan set fra skyldnerens side være mange årsager til at indgå en sådan aftale. Skifteretten skal imidlertid varetage alle kreditorers interesser. I insolvensretten opereres med ligelighedsprincippet, det vil sige "det lige skal behandles lige", og betales der kun til nogle få kreditorer, tilsidesættes ligelighedsprincippet. En sådan ageren anses ikke som udtryk for en ansvarlig handling udi økonomiske forhold og risikerer at resultere i, at skyldneren i en periode på 5-10 år ikke har mulighed for at få gælden saneret via gældssaneringsinstituttet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konkurskarantæne afskærer gældssanering

Pr. 1. januar 2014 blev der i dansk insolvensret indført regler om konkurskarantæne. Efter konkurslovens § 157, stk. 1, kan konkurskarantæne pålægges den, der senere end 1 år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed, hvis det må antages, at den pågældende på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Finder domstolene, at betingelserne er opfyldt, vil dette normalt resultere i en konkurskarantæne på tre år. Konkurskarantæne får som konsekvens, at den, der er underlagt konkurskarantænen, i karantæneperioden ikke kan være medlem af et kapitalselskabs direktion og/eller bestyrelse, ligesom den pågældende automatisk udtræder som direktør og/eller bestyrelsesmedlem i kapitalselskaber, som den pågældende var medlem af på tidspunktet for afsigelse af konkurskarantænedommen.

Uden at det fremgår af en bestemmelse i konkursloven, har det hidtil i teorien været antaget, at konkurskarantænedom mere eller mindre automatisk ville resultere i, at den pågældende skyldner i en (længere) periode ikke ville kunne få gældssanering. Denne antagelse er nu ved en afgørelse af Østre Landsret den 12. marts 2019 (FM 2019.65Ø) gjort til gældende ret. I præmisserne anfører Østre Landsret: Retten i Næstved har ved upåkæret kendelse af 27. marts 2017 pålagt skyldneren konkurskarantæne i 3 år, da han som ejer og direktør af en virksomhed på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er fundet uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, jf. konkurslovens § 157, stk. 1. Under disse omstændigheder ? tiltrædes det, at der for tiden ikke er udsigt til, at der vil kunne afsiges kendelse om gældssanering [i forbindelse med konkurs].

Selvmål?

Mange konkurskarantænedomme bliver afsagt som følge af, at skyldneren udebliver fra retsmødet, hvor sagen skal afgøres. Konkurskarantæne idømmes derfor på baggrund af udeblivelsesdom, hvor der ikke sker nogen nærmere prøvelse af de faktiske omstændigheder. Østre Landsret har med den nyligt afsagte kendelse lagt til grund, at selv i disse tilfælde vil der under en efterfølgende gældssaneringssag ikke kunne føres særskilt bevis for, at konkurskarantænedommen blev afsagt med urette. På denne baggrund skal særligt skyldneres rådgivere i rådgivningsfasen og før afsigelse af konkursdekret "være oppe på mærkerne" og rådgive om konsekvenserne af groft uforsvarlig ledelse. Denne uforsvarlige ledelse er ofte kendetegnet ved gældsstiftelse på et tidspunkt, hvor skyldneren vidste eller burde vide, at påtagne forpligtelser ikke kunne betales, eller ved at der mere eller mindre systematisk sker gældsstiftelse til tvangskreditorerne - moms, skatter og afgifter. Denne situation ses ofte kombineret med en nedbringelse af gælden til enten nærtstående eller virksomhedens pengeinstitut, over for hvilket skyldneren helt eller delvist har kautioneret for virksomhedens gæld i situationer, hvor virksomheden drives i kapitalselskabsform.

Efterskrift

Det er sjældent efter konstateringen af det økonomiske nedbrud, at "ulykkerne sker". De sker på et tidligere tidspunkt, og ofte i en fase, hvor skyldneren er presset, hvilket øger kravene til samarbejdspartneres og rådgiveres rygrad og proaktivitet (på den rigtige måde) - desværre det modsatte af, hvad der også konstateres.