Prisen 'Landbrugets Arbejdsmiljøpris 2019' er netop blevet overrakt på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde til Kokkenborg.

- Jeg synes, det er en rigtig rar arbejdsplads. Vi blandt personalet har det simpelthen så godt sammen. Og så er der god struktur. Det er noget af dét, der er vigtigt for mig, og noget af det aller-allerbedste ved den her arbejdsplads, siger Lene Marie Hedemann i en pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lene Marie Hedemann arbejder i farestalden, hos Kokkenborg, der er en opformeringsbesætning i Kirkeby på Sydfyn. Og det opsummerer faktisk meget præcist, hvorfor det er hendes arbejdsplads, der modtager 'Landbrugets Arbejdsmiljøpris' 2019.

Det mener Helle Birk Domino, der er arbejdsmiljøchef i Seges. Helle Birk Domino står hvert år bag udvælgelsen af vinderen af 'Landbrugets Arbejdsmiljøpris', der bliver uddelt til en bedrift, som gør noget ekstra for at styrke sikkerhed i landbruget, der på trods af mange forskellige initiativer og tiltag, stadig er en farlig arbejdsplads.

Værdig vinder

Viceformand i L&F, Lone Andersen, sagde blandt andet i sin tale:

- Der er et udpræget fokus på, at alle skal trives. Instruktionen til nye opgaver vægtes højt, og der er udarbejdet en oplæringsprocedure til alle nyansatte, hvor de i løbet af de første tre måneder får hjælp af en erfaren medarbejder, der sikrer, at den nye kollega tages godt imod, og at vedkommende får den tilstrækkelige instruktion i alle opgaver.

Driftsleder Jan L. Hansen mener, at Kokkenborg er en fantastisk arbejdsplads at være på:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Her er mulighed for udvikling. Hvis du har problemer, så står du ikke alene med dem. Så kan du altid få hjælp af enten din leder eller af ejerne. Der er stor fortrolighed, og det er også derfor, at jeg har været her i så mange år.

Godt arbejdsmiljø og god ledelse Baggrunden for, at 'Landbrugets Arbejdsmiljøpris' 2019 går til Kokkenborg er også, at her går arbejdsmiljø og ledelse hånd i hånd:

- Her må alle sige noget. Det kan ikke nytte, at den nye elev sidder og tænker, at "Det må jeg nok ikke mene noget om." Her må alle mene noget. Og det gælder både i forhold til det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø, siger Dorte Himmelstrup, der sammen med sin mand, Jens Himmelstrup, driver Kokkenborg. Parret er utrolig glade for at vinde prisen:

- Vi er selvfølgelig enormt glade for, at vi har vundet den her pris. Det har kun været muligt, fordi vi har sådan nogle engagerede og dygtige medarbejdere. Vi er også glade for, at Seges har taget initiativ til at sætte fokus på arbejdsmiljøet i landbruget med prisen her. Det er meget vigtigt for os, lyder det fra en begejstret Jens Himmelstrup, mens Dorte Himmelstrup supplerer:

- Jeg er utrolig stolt over den her virksomhed, som vi driver. Og jeg er utrolig stolt af de medarbejdere, som jeg synes, er utrolig dygtige og dedikerede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kokkenborg har 2.300 søer og beskæftiger 20 fastansatte.