Grise og køer på samme landbrugsbedrift er et sjældent syn nu til dags, skriver Lamdbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

For knap 50 år siden havde cirka 75 pct. af alle danske bedrifter både kvæg og grise. I dag er det kun 1,8 pct. af alle bedrifter, der har både kvæg og grise.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det viser tal fra Fakta om Fødevareklyngen, som offentliggøres i forbindelse med Landbrug & Fødevarers Delegeretmøde i Herning i dag.

- Det at drive landbrug er blevet så kompliceret, at specialiseringen er helt nødvendig for, at landmanden kan få implementeret den nyeste teknologi og viden på bedriften og hele tiden holde sig i spidsen rent konkurrencemæssigt, siger Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef i Landbrug & Fødevarer.

- Det er svært at være ekspert i flere driftsgrene, for der kommer hele tiden så meget ny viden, at hvis man skal klare sig i den benhårde konkurrence, så skal man indsnævre sit arbejdsområde. Det er f.eks. vanskeligt både at være ekspert i, hvordan man undgår sygdom og sikrer den optimale mælkeydelse hos køerne, og hvordan man sikrer, at flest mulige pattegrise overlever og har optimal tilvækst på én og samme tid. Samtidig skal man jo passe de ting, der går på tværs af alle driftsgrenene såsom finansiering, investering, medarbejderledelse, regnskaber osv., fortsætter han.

Danske landmænd går forrest

Antallet af danske bedrifter med både kvæg og grise har været faldende over en lang årrække.

- Den her tendens skal ses som et led i strukturudviklingen. For at overleve er man nødt til hele tiden at forbedre sin konkurrenceevne, og en af måderne er at specialisere sig og udnytte stordriftsfordele, siger Klaus Kaiser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Landbrug & Fødevarer er Danmark et foregangsland, når det gælder specialisering.

- Danske landmænd har været rigtig dygtige til at se de fordele, der er ved at specialisere sig i et bestemt fagområde. Det gælder for eksempel ved anvendelse af ny viden og brugen af de nye teknologiske muligheder inden for fagområdet. Rent økonomisk har det været en fordel og i mange tilfælde også nødvendigt, forklarer Klaus Kaiser.