Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Generelt: En overraskende stærk amerikansk jobrapport med højere jobskabelse end ventet i oktober sendte fredag S&P500 op med én procent og sluttede dermed ugen i et nyt rekordniveau. Stigningerne betyder omvendt, at aktierne i S&P500 handler til en prissætning der er 17,4x den fremtidige forventede indtjening - det højeste siden primo 2018. Stigningerne betyder, at en række tekniske indikatorer begynder at se lidt anstrengte ud. Udover optimismen på handelsfronten er aktierne også blevet løftet af fornuftige regnskaber fra USA.

Den amerikanske hvede sluttede fredag højere på rygter om, at Kina kan være på udkig efter amerikansk højprotein-hvede. Med til at understøtte den amerikanske hvede er også en dollar, der går svagere mod euroen efter sidste uges amerikanske rentenedsættelse, som giver grobund for en yderligere indsnævring af rentespændet til Europa. Møllehveden lukkede fredag uændret, men oplevede overordnet en let prisnegativ uge, og havde svært ved at følge sortehavshveden højere primo ugen. Stigningerne til sortehavshveden ser dog ud til at være stagneret ultimo ugen, og begynder at virke relativt dyr. Prisudsigterne ser neutrale ud, uden udsigt til prisunderstøttende nyt. På den sydlige halvkugle tenderer vejret vådere i Argentina med nedbør omkring gennemsnittet, og det stabiliserer udbytteestimaterne for hveden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Majsmarkedet opretholdte i sidste uge en mere stabil prisudvikling i Chicago til trods for det nordamerikanske høst pres. Men usikkerheden oven på sidste weekends argentinske præsidentvalg, har fået spotmarkedet i Sydamerika til at stige relativt kraftigt, efter at de argentinske landmænd er stoppet med at sælge varer. I vores mere hjemlige majsmarked har de russiske udbytter udsigt til at blive rekordstore, mens den ukrainske produktion ligeledes har udviklet sig positiv, og på den baggrund har udsigt til en opjustering på fredag, når USDA offentliggør denne måneds WASDE-rapport. Selvom høsten stadig er i gang, er de amerikanske landmænd allerede i gang med at planlægge næste års markplan. USDA estimerer i øjeblikket, at amerikanske producenter til foråret vil så 94,5 mio. acres majs, mod 89,9 mio. acres denne sæson. Med antagelse om gennemsnitlige udbytter vil det sende de forbrugsjusterede amerikanske majslagre op på et 16-årig højdepunkt næste sæson. Et forhold, der ikke umiddelbart tegner prispositive på den længere bane.

Rapsfrøene har denne uge udsigt til en grøn start på en fortsat kraftig stigning i palmeolien på 2%, som tilmed trækker sojaolien højere her i den tidlige handel. Palmeolien handler nær det højeste niveau i 19 måneder på forventninger om højere indonesisk forbrug til biodiesel samt en stagnering af produktionsvæksten, der ventes at mindske lageropbygningen. Palmeolien steg i oktober alene 17% og handler nu i underkanten af 2.500 MYR/ton.