Den danske McCormick-importør, Helms TMT Centret, barsler med et meget specielt kampagnetilbud på en halv snes McCormick-traktorer, som importøren har på lager.

Stiger eller falder svinenoteringen? Det er helt afgørende for økonomien i store dele af landbruget, og nu lancerer den danske McCormick-importør, Helms TMT Centret et meget specielt tilbud på nye traktorer, hvor prisen justeres årligt i forhold til udviklingen i svinenoteringen.

Tilbuddet gælder den halve snes McCormick-traktorer, som Helms har på lager til omgående levering, og modeludvalget strækker sig lige fra 75 hestekræfter til over 300 hestekræfter.

- Alle traktorer er 2019-modeller, og fra mandag er det her, hvad vores sælgere har med ud til svineproducenterne, fortæller Kristian Helms, Helms TMT Centret og viser et A4-ark med tre priseksempler på tre forskellige traktorer. Her er de månedlige afdrag vist ved en svinenotering på henholdsvis 9,90, 14,20 og 13.00 kroner som i sidste uge.

rich-media-1
Et udsnit af de traktorer, som er omfattet af det specielle tilbud fra Helms TMT Centret, om at prisen afhænger af svinenoteringen. Pressefoto.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Betalt efter tre år

Udbetalingen er 25 procent af prisen, og hele momsbeløbet skal lægges straks. Herefter betales månedlige rater i tre år, og raternes størrelse reguleres herefter årligt i forhold til den gennemsnitlige svinenotering året før. Blandt eksemplerne er der en X7.690 P6 Premium med 225 hestekræfter. Her varierer ydelsen fra 12.907 kroner til 18.512 kroner i de viste priseksempler. Og selvom prisen ændres i takt med noteringen, fastholdes afdragsperioden, så det ikke bare er ydelsen, der falder eller stiger. Det er prisen der ændrer sig.

- Efter tre år er traktoren betalt. Er man svineproducent, kan man derfor sige, at tilbuddet reducerer risikoen ved at købe ny traktor, fordi produktionsøkonomien på bedriften afspejles i de månedlige ydelser. Det vil sige, at hvis svinenoteringen falder, ja så falder den månedlige ydelse også på den nye traktor, siger Kristian Helms.

De priseksempler, som sælgerne tager med ud til kunderne fra mandag i uge 45, er baseret på ren handel.

- Vi kan selvfølgelig også lave byttehandler, men så er det en mindre del af prisen, som kommer til at variere med svinenoteringen.

Egen finansiering

- Dette tilbud er ikke noget, vi har lavet sammen med leasingfirmaer. Det vil de slet ikke være med til. Det er noget, vi klarer med vores eget Helms Finans, siger Kristian Helms.

Han peger også på afdragsperioden på tre år i modsætning til de udbredte syv år medvirker til at reducere risikoen ved tilbuddet for begge parter.

Kristian Helms slår fast, at tilbuddet er et sats, som kan gå op eller ned for virksomheden, men han mener, at tilbuddet er helt gennemskueligt uden skjulte gebyrer og lignende.

- Udgangspunktet er konkurrencedygtige priser, og der er nul procent i rente, siger han.

Udsigt til god pris

Lige nu er prisen på svin høj, og ifølge flere eksperter er forventningen, at den gode pris holder sig et par år endnu, indtil kineserne får styr på situationen med afrikansk svinepest i landet.

- Jeg tror vi kan forvente os et par gode år fremover med disse høje priser. Men på et tidspunkt vil kineserne komme igen, lød vurderingen for lidt over en uge siden fra Landbrug & Fødevarers cheføkonom Frank Øland, da han talte på svinekongressen.

Og det synspunkt har han bred opbakning til. Men der er mere usikkerhed om, hvor længe de nuværende gode afregningspriser fortsætter.

- Hvis prisen udvikler sig, som den gjorde i 2018, så taber vi big time på dette tilbud, men hvis man kigger på svinenoteringen de næste tre år så tror vi alligevel på, at tilbuddet kan hænge sammen økonomisk. Men man kan sige, at vi tager en risiko sammen med svineproducenterne, siger Kristian Helms.

Og skulle det værst tænkelige ske, at der udbryder svinepest i Danmark, så regner han med, at Helms TMT Centret taber meget, meget stort på denne specielle betalingsmodel.

Mælk og hvede

Kristian Helms understreger, at det aktuelle tilbud ikke er forbeholdt svineproducenter, og han afviser ikke at koble traktorprisen til andre produktpriser.

- Man kan også tænke sig, at vi på et tidspunkt vil koble prissætningen til hvedepriser eller mælkeprisen, og hvis der er nogen, som ønsker det, må vi regne på det, siger, Kristian Helms.

- Man kan sige, at mælkeproducenter med denne model kan få glæde af udviklingen i svinenoteringen, siger Kristian Helms.

rich-media-2
Helms TMT Centret har netop fået den første McCormick ind til 1000-timers eftersyn, efter at virksomheden overtog importen for et år siden. Pressefoto.