Den nye miljøminister har desværre valgt en urimelig og uværdig kurs, mener chefredaktør Rasmus Dalsgaard i denne leder.

Siden regeringen blev dannet, har der været en stille indkøringsperiode, og det har derfor været svært at få et reelt billede af, om der er fornuftige eller ufornuftige ministre på landbrugs- og miljøområdet.

Vi ved, at vi i landbruget er dybt afhængige af, at miljøministeren og fødevareministeren er fornuftige mennesker med respekt for lov og ret. Og vi ved af bitter erfaring, at en af de vigtigste egenskaber hos en minister er evnen til at lytte til virkeligheden i stedet for at lade sig indfange af sin egen ideologiske fantasiverden.

Vi husker endnu med gru daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S), som tromlede derudaf i for eksempel bræmmesagen - i åbenlys modstrid med det juridiske grundlag - og hendes lov blev da også efterfølgende kendt ulovlig i retten. Mette Gjerskov er således et skræmmeeksempel på en minister, som ikke evnede at lytte.

Derfor giver det mening at vurdere, om fødevareminister Mogens Jensen (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) synes at lytte til de input, de får.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Fødevareminister Mogens Jensen er endnu ikke let at bedømme. Han har hidtil mest udtrykt sig i runde og venlige vendinger, uden at man helt kan tolke, hvad han mener, og hvordan de politiske udspil kommer til at se ud. Men det virker som om, han lytter.

Anderledes er det med miljøminister Lea Wermelin, som for nylig har inddraget yderligere 500 kilometer vandløb i vandplanerne. Det vil utvivlsomt være overvejende kunstige eller stærkt modificerede vandløb, som vi i forvejen ved, at der findes en del af i de nuværende planer - trods Vandrammedirektivets krav om, at kun naturlige vandløb hører hjemme i vandplanerne.

Det var faglige vurderinger, som fik den tidligere regering til at udelade de mange kilometer kunstige eller stærkt modificerede vandløb helt i overensstemmelse med direktivets retningslinjer.

Så Lea Wermelins beslutning tegner ikke et godt billede af hendes evne til at lytte. For netop på vandløbsområdet er der ingen undskyldning for borger- og partsinddragelse, det vil sige at lytte. Der er nedsat lokale vandråd, som trods vanskelige arbejdsbetingelser burde være en demokratisk og faglig sikring mod åbenlyse fejlbeslutninger.

Det havde klædt den nye minister, hvis hun havde inddraget vandrådene, inden hun i sin egen ophøjede visdom traf beslutning om at medtage mange nye vandløbsstrækninger i vandplanerne.

I stedet har ministeren desværre valgt en urimelig og uværdig kurs, for Vandrammedirektivet kræver faktisk borgerinddragelse i den slags beslutninger.