Maskinhandlernes europæiske samarbejdsorganisation, Climmar, har netop holdt sin 66. årsmøde i Schweiz, hvor den hidtidige næstformand, belgiske Joost Merckx, 61 år, stoppede i bestyrelsen efter ni år som næstformand.

Hans afløser på næstformandsposten blev italienske Roberto Rinaldin, 47 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tor forretninger

Roberto Rinaldin er formand for de italienske maskinhandlere, og han driver to maskinforretninger i Treviso og Udine.

I den ene virksomhed forhandler han blandt andet Antonio Carraro, Landini en Berti, og i den anden virksomhed forhandler han blandt andet Landini, McCormick, Amazone og Krone. De to forreetnuinger har en årlig omsætning på 12-14 millioner euro.

Dialog og relationer

Roberto Rinaldins motivering for at gå ind i arbejdet som næstformand i Climmar er, at han tror på, at vidensdeling gør stærk.

- Og vi har brug for en stærk europæisk stemme for vores branche, siger han.

- Et af mine mål som næstformand er at skabe grundlag for et kontor og en lobbyindsats for landbrugsmaskiner på europæisk niveau. Et andet mål er at skabe dialog med og gode relationer til maskinhandlernes leverandører - maskinproducenterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kolding et højdepunkt

Joost Merckx benytter anledningen til at se tilbage på nogle af højdepunkterne igennem sine ni år som næstformand i Climmar.

- Jeg vil pege på to milesten, som vi har nået. Det første foregik på Climmars kongres i Kolding i 2012 og blev et vendepunkt og nærmest en genfødsel af vores organisation. Baggrunden var, at en af de store traktorproducenter var i gang med at udrulle en plan for fremtidens forhandlere. Og da stod samtlige Climmar-repræsentanter sammen og udtalte: Vi vil som forhandlere selv bestemme, hvem og hvad fremtidens forhandler er i relation til den fremtidige efterspørgsel fra kunderne, fortæller Joost Merckx.

- Dermed fastslog vi vores ejerskab til maskindistributionen i vores lande og besluttede, at det var på høje tid at tage sagen i egen hånd igen, siger Joost Merckx.

Fri adgang til software

En anden milesten, som han peger på, er foreningens indsats i forbindelse med at sikre fri adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer fra producenterne.

- Det er ikke kun vigtig for uafhængige forhandlere. det er mindst lige så vigtigt for officielle mærkerepræsentanter som mig selv, fordi reglerne forhindrer producenterne i kontinuerligt at hæve priserne for vedligeholdelsessoftware. Det fremmer konkurrence.