Den nye politiske chef, Ulla Bækman, kommer fra en stilling som sektionsleder i Esbjerg Kommune. Hun er uddannet Cand. Agro og har arbejdet med landbrugsrådgivning, dels som miljørådgiver i Sydvestjysk Landboforening og som administrationschef i Sønderjysk Landboforening, skriver Sagro i en pressemeddelelse.

Ulla Bækman vil sammen med Sagros landboret-medarbejdere Stine Bundgaard og Helle Borum varetage opgaverne over for medlemmerne i foreningerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sagros politiske sekretariat blev etableret i forbindelse med fusionen, hvor driften af virksomheden Sagro og det politiske arbejde i ejerforeningerne blev skilt ad, så rådgiverne kunne bruge deres tid på at rådgive og foreningerne kunne tage sig af den politiske interessevaretagelse.

Denne fordeling har gjort at foreningerne bag Sagro, Holstebro Struer Landboforening, Herning Ikast Landboforening, Jysk Landbrug, Sydvestjysk Landboforening, Familielandbruget Vest-Jylland og Grindsted Egnens Familielandbrug har kunnet styrke deres politiske indsats.

- Vi har oplevet det som en kæmpe Win-Win situation for både rådgivningen og foreningsarbejdet, siger Sagros direktør Torben Jensen.

Den nuværende politiske chef, Niels Kristian Fruergaard fratræder dog ikke helt, da han indtil videre varetager jobbet som sekretær for Holstebro Struer Landboforening.