I dag er den danske eksport til Uganda ikke overvældende. Det gælder også eksporten fra landbrugs- og fødevareklyngen, hvor eksporten hovedsageligt udgøres af enzymer og landbrugsudstyr. Uganda er dog et land i en rivende udvikling og oplever en kraftig, økonomisk vækst. Det giver gode fremtidsperspektiver for eksport fra den danske landbrugs- og fødevareklynge til Uganda, skriver L&F i en pressemeddelelse.

Derfor gennemfører Landbrug og Fødevarer sammen med syv danske virksomheder et markedsfremstød til Uganda fra 29.-31. oktober. Markedsfremstødet gennemføres i samarbejde med den danske ambassade i Kampala. Der er tale om det første, større danske markedsbesøg til landet indenfor landbrugs- og fødevareklyngen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Land i vækst

Uganda er - med en befolkning på 43 millioner og et BNP på cirka 30 milliarder USD, Afrikas 10. mest folkerige land og Afrikas 17. største økonomi. Ifølge Verdensbanken blev andelen af ugandere, der lever under FN's fattigdomsgrænse på 1,90 USD om dagen halveret fra 68,1 procent til 33,2 procent i perioden 1993-2013. Landets økonomiske performance har været en af de stærkeste i Subsaharisk Afrika.

- Ugandas landbrugssektor beskæftiger cirka 60 procent af arbejdsstyrken og spiller en vigtig rolle i forhold til at tjene fremmed valuta. Især kaffe, te og bomuld er vigtige eksportvarer. Uganda er Afrikas næststørste producent af kaffe kun overgået af Etiopien. Landbrugets udvikling er afgørende for landet og dets økonomiske udvikling, siger Jeppe Søndergaard Pedersen, der er seniorkonsulent i afdelingen for handelspolitik & markedsadgang hos Landbrug & Fødevarer.

Med den nuværende årlige befolkningsvækst på 3,5 procent fordobles Ugandas befolkning cirka hver 20. år.

- Det skaber et massivt pres på fødevareproduktionen, hvis fødevareforsyningssikkerheden skal sikres. Effektiviseringen af landbruget er absolut nødvendigt, hvis fødevareproduktionen skal følge med befolkningsvæksten. Lykkedes det ikke, vil det i bedste fald skade betalingsbalancen og i værste fald lede til øget hungersnød, siger Jeppe Søndergaard Pedersen.

Derfor er en effektivisering af landbrug- og fødevaresektoren af høj prioritet og et fokus for Ugandas regering. Gennem deres politik forsøger de at støtte og skabe gode vilkår for en effektivisering af sektoren. Regeringen har blandt andet øget deres investeringer i kunstvandingsanlæg, der vil sikre landbruget mod udsving i tørkeperioder. Ugandas regering er samtidig generelt åbne for udenlandske investeringer i landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uforløst potentiale

Danmarks ambassadør i Kampala, Nicolaj A. Hejberg Petersen, glæder sig til besøget:

- Der er et stort og uforløst potentiale i Ugandas landbrugs- og fødevaresektor. Ugandas regering prioriterer sektoren, og der er god økonomisk vækst både i sektoren og i landet. Koblet med en befolkningstilvækst i den høje ende er behovet for fødevarer stort og stigende, siger ambassadøren og fortsætter:

- Danske virksomheder i fødevaresektorer har løsninger, der kan være med til at forløse det store potentiale i Uganda; både i forhold til den fremtidige eksport og i forhold til at tilfredsstille den kraftigt stigende indenlandske efterspørgsel. Mulighederne er derfor store, og vi håber med markedsfremstødet at kunne hjælpe danske virksomheder til at påbegynde en vedvarende eksport til Uganda.

Fødevareklynge har løsninger

De danske virksomheder har teknologi og viden, der kan medvirke til at øge udbyttet på markerne og skabe merværdi for udbyttet gennem bedre forædling af råvarerne.

En effektivisering af Ugandas landbrug- og fødevaresektor vil skabe øget efterspørgsel efter kvalitets produktions- og bearbejdningsudstyr, køleløsninger samt pakke og lagerfaciliteter af høj kvalitet, og her har flere af de deltagende virksomheder netop deres spidskompetencer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Uganda kan vise sig at blive et vigtigt vækstmarked for Foss. Vi vil gerne, at vores analyseløsninger i stigende grad skal bruges til at sikre fødevarekvalitet og optimere fødevareproduktion gennem mere effektiv og bæredygtig brug af Ugandas egne fødevareressourcer, siger Michael Vinther Møller, der er sales manager hos Foss i blandt andet Uganda.

Den danske fødevareklynge har altså potentiale til at bidrage positivt til Ugandas økonomiske udvikling og lægge grundstenene for et fremtidigt dansk eksporteventyr i Uganda.

- Turen skal hjælpe de danske virksomheder til at forstå sektoren og skabe de rette kontakter nu, som kan danne grundlag for et tættere samarbejde fremover, siger Jeppe Søndergaard Pedersen.

Følgende virksomheder og organisationer deltager i markedsfremstødet:

- Blücher, Vildbjerg

Artiklen fortsætter efter annoncen

- BM Silo, Tvis

- Cimbria, Thisted

- Danfoss, Nordborg

- Engsko, Randers

- Foss, Hillerød

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jyden Bur, Vemb

- Landbrug og Fødevarer

- Den danske ambassade i Kampala