De næste fire år skal danske svineproducenter hvert år sænke deres antibiotikaforbrug med to procent og fuldstændigt afskaffe brugen af medicinsk zink i staldene. Det ligger fast, efter et flertal af Folketingets partier i går aftes bakkede op om fødevareminister Mogens Jensens forslag til, hvordan antibiotikaforbruget i de danske svinestalde kan komme endnu længere ned, skriver Miljø- og Fødevareministeriet.

Målet kommer efter en anbefaling fra Det Veterinærmedicinske Råd. Forligskredsen har netop besluttet, at antibiotikaforbruget senest med udgangen af 2022 skal ligge otte procent lavere, end det gjorde ved indgangen til 2019. Samtidig skal medicinsk zink senest i 2022 være helt ude af svinestaldene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danske svineproducenter har år efter år formået at skære markant i deres forbrug af antibiotika, så det i dag ligger hele 28 procent lavere, end det gjorde tilbage i 2009. Det er sket takket være godt landmandskab og Fødevarestyrelsens "Gult kort-ordning", som giver landmanden en tilskyndelse til at reduceremedicinforbruget, understreger Fødevareminister Mogens Jensen.

Resistens

Han har fået veterinærforligskredsens opbakning til at fortsætte stramningen af kravene til svineproducenterne.

- Vi ved, at reduktion af antibiotikaforbruget er væsentligt i bekæmpelsen af antibiotika-resistens, Derfor er jeg meget tilfreds med forligspartiernes opbakning til, at vi fortsætter med at skrue ned for medicinforbruget til svin, understreger fødevareminister Mogens Jensen.

Samtidigt blev det besluttet, at reduktionsmålsætningen fortsat opgøres i kilogram aktivt stof som hidtil, men at der i parallel fremadrettet vil ske en opgørelse pr dosis.

Fakta om Det Veterinærmedicinske Råd:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det Veterinærmedicinske Råd er sammensat af eksperter fra den humane og veterinære sundhedssektor. Rådet har ifølge Veterinærforlig III haft til opgave bl.a. at komme med konkrete anbefalinger til reduktion af antibiotikaforbruget under hensyntagen til samtidig udfasning af lægemiddelzink.