Økologisektionen under L&F er i gang med at udvikle en model til frivillig indsamling af penge til udvikling, forskning og innovation indenfor økologi.

- Innovation er nøglen til vækst. Men innovation koster også penge, sagde Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen under L&F i sin beretning på torsdagens årsmøde i Odense.

- Vi derfor i gang med at udvikle en model for, hvordan vi kan få skrabet nogle flere penge sammen til innovation indenfor økologien. Som sektor kan vi få del i rigtig mange udviklingspenge, hvis vi selv kommer med en lille smule. I runde tal er det sådan, at hvis vi selv kommer med én krone, kan vi få 10 kroner fra en fond til at lave udvikling for, sagde formanden til de fremmødte økologer, politikere, organisationsfolk og fødevarevirksomheder.

L&F er ved at udarbejde en model for, hvordan de i fællesskab kan samle 1-kroner ind. og på den måde få del i flere midler til faglig udvikling indenfor økologien.

- Detaljerne er ikke helt på plads endnu, men vi arbejder med et forslag om et frivilligt, fagligt innovationsbidrag, hvor man giver et ekstra bidrag svarende til 10 procent af dét, man i øvrigt betaler til det politiske arbejde i Landbrug & Fødevarer. Det vil i realiteten sige nogle få hundrede kroner, som til gengæld kan sikre, at vi kan få del i de mange forsknings- og udviklingspenge, der kan søges - både nationalt og internationalt, sagde formanden i sin beretning.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Frivilligt bidrag

Det er tanken at innovationsbidraget er frivilligt, dog bliver modellen sådan, at man selv skal melde fra, hvis man ikke ønsker at betale.

Økologerne vil få mere at vide om bidraget i begyndelsen af det nye år, og innovationsbidraget forventes at blive opkrævet fra sommeren 2020.

- Jeg håber, at rigtig mange af jer vil have lyst til at støtte vores faglige fællesskab ved at betale innovationsbidraget, sådan at vi kan komme ud over stepperne med den faglige udvikling inden for alle driftsgrene og få endnu mere turbo på løsninger til gavn for alle økologer.

Økologisektionen forventer, at inden året er omme, så har landet godt 4000 økologiske landmænd, der tilsammen dyrker godt 300.000 hektar økologisk jord.