Tidligere kokkelandsholdstræner, forbrugerekspert og udviklingsdirektør udpeger vinderne.

Onsdag den 30. oktober udpeges årets bedste gårdbutik og årets bedste lokalproducent. Det sker i Food Innovation House i Vejle.

På baggrund af flere tusinde forbrugerstemmer er der tre finalister i hver kategori, som konkurrerer om hovedpriserne. Vinderne blandt de nominerede afgøres af en dommerkomité bestående af eksperter inden for gastronomi, forbrugertrends og bæredygtighed.

Dommerne er i år detailhandels- og forbrugereksperten Flemming Birch, udviklingsdirektør og medlem af ungeklimarådet Iben Krog Rasmussen og tidligere kokkelandsholdstræner og næstformand i verdenssammenslutningen af kokke Per Mandrup.

Seks nominerede

De nominerede til "Danmarks bedste gårdbutik 2019" er Byens Gårdbutik, Svendborg, Økoladen Højmark, Ringkøbing og Sybergkvæg, Kjerteminde.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

De nominerede til "Danmarks bedste lokalproducent 2019" er Ømosebær, Kjellerup, Daniels Gartneri, Odder og Læsø Slagteren, Læsø.

Foruden de kulinariske kvaliteter vil dommerne lægge vægt på forbrugerens mulighed, oplevelse og værdi ved køb af lokale varer, ligesom forretningens lokale opbakning og engagement spiller en rolle, når vinderne udpeges. Dommernes egen vurdering suppleres desuden af kommentarer fra de mange forbrugere, der har stemt på deres favorit henover sommeren.

Det er internetportalen goforlocal.dk der står bag priserne i samarbejde med bl.a. Food Innovation House i Vejle, der også lægger rammer til årets prisuddeling.

Arrangementet byder, foruden kåringen, på indslag inden for bæredygtighed og forbrugeradfærd, en chance for at smage lokale lækkerier og en mulighed for at møde spændende lokale producenter.

En vigtig pris

- Hvorfor skal vi spise New Zealandske økoæbler, når vi i Danmark kan producere nogle af verdens bedste økologiske æbler, som ikke har rejst 18.000 km, kun har det halve CO2-aftryk og som vokser over hele landet indenfor få km af os alle? spørger Niels Høegmark, der er Partner i goforlocal.dk, og tilføjer:

- Dette og lignende spørgsmål skal goforlocal-priserne hjælpe med at sætte fokus på, så vi som forbrugere ikke kun har gode intentioner om at støtte vores lokale småproducenter og gårdbutikker, men også får handlet på det i dagligdagen.

- Og uanset om man snakker klima, bæredygtighed, miljø, næring eller smag er det som regel de lokale varer der vinder samtidig med at lokalproduktion bidrager positivt til den økonomiske udvikling i vores små lokalsamfund. Derfor er det vigtigt både at støtte de mange små initiativer, fremhæve de bedste og støtte de mest hårdtarbejdende.