Fødevareminister Mogens Jensen erkender i et svar, at kontrollen af minivådområder ikke var optimal, og at kontrolformen nu er justeret.

Venstres folketingsmedlem Erling Bonnesen fik i tirsdags svar på en række spørgsmål, han har stillet til fødevareminister Mogens Jensen (S) om kontrollen med minivådområder. Spørgsmålet er rejst på baggrund af en række landmænd, der har fået kasseret deres minivådområder. Derfor har Erling Bonnesen spurgt om en kommentar fra ministeren.

Mogens Jensen skriver, at Landbrugsstyrelsen oplyser over for ham, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen minivådområder, der er blevet kasseret eller underkendt.

Ikke det optimale udstyr

"Der er sket det, at Landbrugsstyrelsen ved de fire første afsyninger, der blev foretaget inden sommerferien, oplevede, at kontrolformen ikke var optimal i forhold til, at det er store projekter, som bliver afvist, hvis de ikke er helt korrekte. For at sikre, at alle støttemodtagere får samme afsyning, bliver de første anlæg genafsynet, efter at kontrolformen er justeret.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Erling Bonnesen spørger: "Hvilke initiativer har ministeren taget med henblik på at fastholde en fagligt forsvarlig, god, hurtig og effektiv syning og kontrol?"

I svaret hedder det blandt andet, at Landbrugsstyrelsen ved de første afsyninger konstaterede, at kontrollørerne ikke havde det optimale udstyr. Der har været behov for at anskaffe nyt GPS-udstyr, og dette udstyr er nu anskaffet og bliver anvendt.

Kontrolform skal justeres

Ministeren skriver, at han nu vil sikre, at alle støttemodtagere får samme afsyning. Derfor har Landbrugsstyrelsen valgt at genafsyne de første anlæg, efter at kontrolformen er blevet justeret.

På spørgsmålet, om ikke det ville være bedre at lade for eksempel landinspektører stå for kontrollen, svarer ministeren, at dette vil medføre store administrative omkostninger.

"Landbrugsstyrelsens kontrollører har nu det rette udstyr til at gennemføre kontrollerne, så styrelsen finder det ikke hensigtsmæssigt at tænke i alternative løsninger til kontrollen," hedder det i svaret.