Erhvervsministeren præsenterer i dag regeringens handlingsplan, som blandt andet indeholder initiativer for knap 50 miillioner kroner til at sikre små og mellemstore virksomheder den blødest mulige landing i tilfælde af et "no deal" Brexit.

Når Storbritannien inden længe forlader EU, kommer det til at kunne mærkes for danskerne og for dansk erhvervsliv. Særligt hvis det ender med et "no deal" Brexit, vil det betyde en anden hverdag for mange danske virksomheder, som ikke kan undgå at mærke konsekvenserne af bruddet. For eksempel vil det betyde fortoldning af varer, fødevarekontroller og data, som ikke kan flyde frit, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor er det vigtigt, at danske virksomheder er forberedt bedst muligt forud for Brexit. Men særligt for de små og mellemstore virksomheder, kan det være en svær opgave at skulle sætte sig ind i nye regler og procedurer. Regeringen ønsker at hjælpe dansk erhvervsliv så godt som muligt. Derfor lancerer regeringen i dag en handlingsplan, som skal hjælpe små og mellemstore danske virksomheder med at få styr på deres Brexit-forberedelser, skriver ministeriet.

Udfordring

Erhvervsminister Simon Kollerup:

- Brexit kommer til at vende op og ned på hverdagen for rigtigt mange danske virksomheder, uanset om man eksporterer varer til Storbritannien, benytter sig af britiske underleverandører eller måske har data eller medarbejdere derovre, siger simon Kollerup.

Særligt for små virksomheder, der ikke har råd til at dedikere en medarbejder til at sætte sig ind i situationen og forberede virksomheden på Brexit, kan det være en stor og uoverskuelig udfordring, som i sidste ende går ud over os allesammen.

- Derfor ser vi det i regeringen som en fælles opgave at sikre, at konsekvenserne bliver reduceret så meget som muligt for virksomhederne, så en skidt situation ikke bliver værre. Med handlingsplanen giver vi virksomhederne en hjælpende hånd, så de kan få den blødest mulige landing efter Brexit, siger ministeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vejledning

Handlingsplanen skal for det første styrke informationen og vejledningen til virksomhederne, så det bliver nemmere for dem at finde ud af, hvilke ændringer Brexit medfører, og hvordan man forbereder sig på det.

For det andet sætter man administrativt ind med blandt andet øget bemanding og udvidede åbningstider, så virksomheder ikke oplever unødige forsinkelser i tiden omkring Brexit.

Og for det tredje får virksomhederne via Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtte til omstilling gennem bidrag til for eksempel ekstern rådgivning, hjælp til kompetenceudvikling eller rådgivning om eksportmuligheder på det britiske marked.