Den danske fødevareklynge er kendt for ressourceeffektive løsninger, og de må hellere end gerne inspirere i andre dele af verden, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Landbrug & Fødevarer påbegynder derfor i dag et tredages erhvervsfremstød fra d. 7.-10. oktober i Algeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I marts 2018 blev den danske ambassade i Algier, Algeriet genåbnet. Erhvervsfremstødet er dermed det første inden for landbrugs- og fødevaresektoren siden og en mulighed for, at den danske fødevareklynge igen kan fremvise teknologisk viden og innovative løsninger på et globalt plan.

- Danmark er verdenskendt for en effektiv og højteknologisk landbrugs- og fødevareklynge, og de danske virksomheder kan bidrage til moderniseringen af Algeriets landbrugs- og fødevaresektor. Danske løsninger kan øge udbyttet på markerne og i staldene samt skabe merværdi gennem bedre forædling af råvarerne, siger Kenneth Lindharth Madsen, handelspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer.

Den algierske regering ønsker at modernisere landets landbrugs- og fødevaresektor for at sikre en højere grad af selvforsyning.

Den algeriske regering har derfor vedtaget en ny strategi, som skal åbne op for flere private investeringer i fødevaresektoren. Fokus er på produktion af mælk, korn, tørgrøntsager, rødt og hvidt kød, frugt og fisk i dambrug.

Algeriet har et landbrugsareal på 8,4 millioner hektar, hvilket svarer til cirka 3,5 prpcent af landets totale overflade. Landbruget udgør 13 procent af Algeriets BNP og beskæftiger 14 procent af landets arbejdsstyrke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange muligheder

Erhvervsfremstødet arrangeres i samarbejde med Danmarks ambassade i Algeriet og med deltagelse af otte virksomheder samt EKF Danmarks Eksportkredit, skriver Landbrug & Fødevarer.

- I et land som Algeriet kan det være en udfordring at skaffe finansiering til at købe ind hos danske virksomheder. Derfor kan det at have EKF med til at sikre finansieringen være det, der skaffer de danske virksomheder ordrerne, siger Jørn Fredsgaard Sørensen, chef for lande, banker og sektorer i EKF.

Der er særligt fokus på danske kompetencer inden for energieffektiv staldventilation, produktionskontrol, foderproduktion, bearbejdning og lagring af korn og frø, mikrober til optimering af markjordens mikrobiologi samt køling af landbrugs- og fødevarer.

En af de virksomheder, der deltager i erhvervsfremstødet i Algeriet, er Cimbria, som laver industrielle anlæg til behandling af korn- og frøafrgøder.

- Algeriet er et vigtigt marked for os. Landet er den fjerde største økonomi på det afrikanske kontinent og er en meget stor importør af korn, hvor der skal bygges siloanlæg til opbevaring. Vi har flere anlæg på vej, som forventes færdige i 2020. Algeriet planlægger forbedringer inden for landbrugstekniker, hvilket har stor interesse for os. Vi har nu bearbejdet dette marked i 5 år og har solgt anlæg inden for såsæd samt rengøring og pakning af krydderier, siger Ole Haubro, sales manager hos Cambria.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Algeriet er med et BNP på 183.687 milliarder USD og en befolkning på cirka 42 millioner Afrikas fjerde største økonomi og niende mest folkerige land.