Danske landmænd risikerer at skulle lægge jord til unødvendig forsumpning for at opnå en både dyr og umulig tilstand, mener Bæredygtigt Landbrugs chefjurist.

Ifølge vandrammedirektivet skal overfladevand vurderes ift. en række kvalitetselementer.

I Danmark har vi stort set kun vurderet på smådyr, dvs. "sparkeprøven", som DVFI (Dansk Vandløbs Fauna Index) nu engang er. Det er mangelfuldt, indrømmer Miljø- og Fødevareministeriet den 24. september 2019 i Effektivt Landbrug, hvor ministeriet citeres for, at: "[...]Miljø- og Fødevareministeriet er opmærksomme på udfordringen med, at der er ukendt tilstand for miljøfarlige, forurenende stoffer for størstedelen af de danske vandområder[...]".

DVFI-vurderingen er stort set det eneste parameter, der bestemmer, om et vandløb vurderes til at være i høj, god, moderat eller ringe tilstand. Lad os sige, at DVFI i et vandløb angiver høj tilstand i dag, bliver dette rapporteret til EU. Hvad så om ministeriet holder, hvad de lover, og der kommer kemiske målinger, og disse målinger viser, at vandløbet kemisk set er i ringe tilstand?

Vandområder skal efter vandrammedirektivet registreres efter den dårligste indikator. Vandløbet i eksemplet skal altså med den nye viden registreres som værende i ringe tilstand, også selv om DVFI stadig viser høj tilstand. En sådan indrapportering vil med sikkerhed få negative reaktioner fra EU, fordi EU-Domstolens praksis er, at et vandområde ikke må forringes.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Man kan altså allerede nu være sikker på, at i det omfang Danmark efterhånden får foretaget de pligtige målinger for kemi, fisk, planter, m.v., vil tilstanden for forskellige vandområder på papiret være faldende. I virkelighedens verden kan vandløbet godt være i bedring sammenlignet med tidligere. Man har bare ikke oprindeligt målt for alt det, man skulle måle for. Staten har allerede her et massivt forklaringsproblem overfor EU.

Hvad værre er: Hvad nu, hvis de nye målinger i eksemplet fra før viser, at det vil være unødigt svært for vandløbet at komme i god tilstand? Med andre ord, hvis man i forbindelse med den oprindelige udpegning af vandløbet havde haft fuldt overblik, ville man måske aldrig have sat målsætningen så højt - man ville måske have målsat det lavere.

Det kan også tænkes, at man har lavet en række indsatser, som fjernelse af spærringer og genslyngning i et vandløb, hvor DVFI-data er ringe, og det senere viser sig, at kemien i vandløbet er årsagen til, at vandløbet ikke er i god tilstand.

De manglende målinger pynter miljøtilstanden med lånte fjer. Der er risiko for, at vi målsætter for højt. Når virkeligheden går op for os, binder de høje mål, også selv om man aldrig burde have vedtaget de høje målsætninger.

De manglende målinger er derfor langt fra en teknikalitet, men har massive retsvirkninger. Skræmmeforestillingen er, at danske landmænd skal lægge jord til unødvendig forsumpning for at opnå en tilstand, der er uforholdsmæssig dyr, og som måske i sidste ende slet ikke kan opnås.

Efterhånden som der tikker målinger ind på kvalitetselementer, der ikke tidligere er blevet målt på, vil vi kræve, at i det omfang, at målingerne viser en lavere tilstand, bør målsætningen som udgangspunkt reduceres. Det her bliver en kampplads, og ministeriet kunne have undgået det hele ved at have sørget for at måle på det, de skulle, allerede i forbindelse med udpegningen.

Når jeg tænker på de mange sager, som Bæredygtigt Landbrug har om forhøjet vandstand (sedimentation og dårlig vandløbsvedligeholdelse), kan jeg ikke undgå at tænke på, om biologerne i virkeligheden laver deres sparkeprøve i noget sediment, der retligt set slet ikke er en lovlig del af vandløbet. Det burde mange gange ligge på brinken i stedet for i vandløbet, der jo burde være i oprenset stand.

Måske vil en god gang vandløbsvedligeholdelse kunne være kuren mod organisk stof i vandløbet og samtidig bringe vandløbet i god tilstand? Men den løsning er måske næsten for simpel?