Dagens afgrødekommentar sætter blandt andet fokus på, at Saudi Arabien er på jagt efter en million tons foderbyg.

Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Møllehveden fortsatte i går onsdagens optur, hvor den franske hvede udviste en stærk konkurrenceevne og fortsat står godt rustet til at få afskibet nogle varer ud af Europa oven på en solid høst, mens dårligt vejr også bidrog til den positive stemning i hvedemarkedet. Vårhveden i Minneapolis er den seneste uge steget 8 procent, som en konsekvens af, at nedbør forhindrer de nordamerikanske landmænd i at få den sidste høst i hus. Det betyder, at vårhveden i nogle egne muligvis ikke bliver høstet, da markerne er for våde, lige som det kan føre til kvalitetsnedskrivninger. Der udover pointeres det, at udsigterne for hvedeproduktionen på den sydlige halvkugle også er under pres. I Argentina forbliver det tørt, men alligevel blev produktionen tidligere på ugen opjusteret fra 20,6 til 21 millioner tons, så foreløbig tyder den manglende nedbør ikke på at have haft vidt strækkende konsekvenser. Private analytikere mener dog, at produktionen er i risikozonen for at blive nedjusteret 2-3 millioner tons. I Australien er det til gengæld velkendt, at landet står over for endnu en svær sæson. Som foråret ankommer med fuld hast, ser de foregående tre års tørke ud til at fortsætte denne sæson. Landets meteorologiske institut viser ikke bedring i vejrprognoserne foreløbig, tværtimod indikerer de højere temperaturer og mindre nedbør i perioden fra oktober til december end et gennemsnitlige år, på tværs af store dele af afgrødebæltet. Møllehveden steg over en procent, mens Chicago-hveden fulgte trop, til trods for at sidstnævnte er relativ ukonkurrencedygtig på verdensmarkedet. Samtidig fortsætter den amerikanske dollar med at styrkes over for euroen, og lukkede i går på det stærkeste niveau i over 2 år. Én dollar koster i danske termer her til morgen 6,84 kroner.

Saudi Arabien lancerede i går en tender for foderbyg på 1 million tons, og her ventes konkurrencen mindst lige så stærk som i hvedemarkedet. Varer fra Frankrig og Sortehavet står stærkt, mens varer fra Argentina heller ikke skal afskrives. Resultatet ventes offentliggjort henover weekenden.

I sojamarkedet rapporterede USDA i går igen salg af sojabønner til Kina, denne gang på 257.000 tons. Det bringer det samlede salg af amerikanske sojabønner til Kina op på 840.000 tons i denne uge, mens den samlede mængde amerikanske sojabønner, som Kina officielt har forpligtet sig til at aftage, nærmer sig 3 millioner tons. Ifølge tidligere rygter har Kina tilladt import på 4-5 millioner tons på toldfri basis. Dermed kan vi de kommende uger stadig forvente at se de såkaldte 'flash sales' på 1-2 millioner tons til Kina. Kinas tilbagevenden til at sikre amerikanske landbrugsvarer er dog svært at aflæse i sojapriserne, der i går reagerede afdæmpet. Sojabønnerne i Chicago lukkede stort set uændret, mens sojaskrå blev den største taber i sojakomplekset med et fald på 0,67%.

Rapsfrøene drog en lille fordel af stigende priser på palmeolien samt en svagere euro, mens sojaolien prismæssigt trådte vande. Det våde vejr i Nordamerika forsinker høsten af den Canadiske canola, der halter langt efter gennemsnittet, lige som tørken i Australien skaber bekymringer om de australske canolaudbytteestimater.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce