Jeg må tilstå, jeg er imponeret af Fødevareministeriet.

Tænk, Fødevareministeriet ved lige præcist hvor meget og hvor forskelligt, det har regnet på mine fem forskellige typer efterafgrøder. Ud fra den viden har de bestemt, at der selvfølgelig skal være forskellige regler for de forskellige efterafgrøder, når det gælder force majeure.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ja, der er årsag til at blive mere imponeret - for nogle arealer rummer forskellige typer efterafgrøder, med forskellige regler - og ministeriet kan skelne regnfaldet selv indenfor den samme mark på samme planter.

Det gælder ikke blot på mine marker, men også regnfaldet på alle mine kollegaers fem forskellige slags efterafgrøder.

Den slags kan man godt blive imponeret af - sikken en sikker viden det ministerium og alle deres ansatte er i besiddelse af.

Ministeriet må have særdeles gode forbindelser til regnguderne, så de præcist ved hvilke efterafgrøder det regner på og hvor meget, så de kan regelsætte hvilke efterafgrøder, der giver force majeure og hvilke ikke.

Hvordan mon ministeriet kan vide, at det kan have regnet så meget på arealer til MFO-afgrøder, at der kan have været problemer med etableringen. Men at der blot er problemer med fremspiringen for de frivillige målrettede og de obligatoriske målrettede efterafgrøder. Mens det ikke har regnet af betydning på pligtige og husdyrefterafgrøder og det måske på samme areal. Det er det man kan få force majeure efter. Som eventyrdigteren H.C. Andersen skrev: Det er ganske vist.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg glæder mig til at få besøg af kontrollørerne, så jeg kan se dem kontrollere efter det regelsæt. For det har jo stor betydning.

Forstå det hvem der kan, hør her: Hvis force majeure bliver anerkendt for MFO-efterafgrødemarker, vil de tælle med til opfyldelsen af MFO-kravet, og de vil danne grundlag for udbetaling af grundbetaling og grøn støtte. I forhold til målrettede efterafgrøder vil der fortsat kunne få udbetalt støtte, hvis de er forsøgt etableret, men kvælstofkvoten vil fortsat blive reduceret. Men reglerne ikke giver mulighed for force majeure på pligtige og husdyrefterafgrøder.

Jo, kontrollørernes arbejde er af stor betydning.

Og dog. Hvis jeg skal give et godt råd til ministeriet - så lad være med at kontrollere efterafgrøder i år. Ingen djævel - hverken kontrollanter, konsulenter eller landmænd kan forstå et kuk af det her. Stop nu det efterafgrødevanvid.